På sporet af Merovingerne

I sommeren 2001 var vi på ferie i syd Frankrig sammen med Per og Britta. Vi havde lejet et hus i en lille by ved navn LeVivier tæt ved Perpignon.I den første uge var vi både i Andorra et smut og vi var i Minerve en lille fransk kathar by, vi klatrede op til borgen Montzegur, vi var inde og se kirken Saint Polycarpe,her fik vi en brochure om kirkens historie, men på fransk, så jeg håber på et tidspunkt at få den oversat, så jeg kan se om de oplevelser jeg havde i kirken første gang jeg var der, har noget på sig.

Vi nød livet, om aftenen sad vi ude på terrassen og spiste den gode mad som mændene lavede, kun myggene var til sidst i stand til at få os indendøre. Som aftalt tog Per og Britta efter den første uge toget op til hans mor så ville vi følge efter i bilen og samle dem op på hjemvejen. Efter de var taget afsted tog vi en sidste tur til Montzegur og derefter pakkede vi bilen og begav os ud i det fri.

Vi havde en lang køretur foran os inden vi nåede op til Chinon hvor Pers mor boede, men det spændende var dennegang at se hvordan vi ville klare at finde et sted at sove, om det overhovedet var noget for os at holde ferie på den måde.

Det første sted vi overnattede var i Bellac som ligger et godt stykke fra Limoges. Vi holdt ind ved Hotel Les Chataigniers, det var et godt hotel med et førstklasses køkken, vi nød det i fulde drag. Den næste dag kørte vi så videre. Ernst ville gerne til Angers og se en udstilling vi har været på før, så vi fortsatte op igennem Frankrig og så ser jeg pludselig skiltet til Civaux ogNecropole Merovingienne.

På det tidspunkt tænkte jeg ikke over hvad necropole betød,det var navnet Merovingienne der fik mig til at reagere.Efter et par kilometers kørsel nåede vi frem til en gammel kirkegård som stammede helt tilbage fra Merovingernes tid. Over det meste af kirkegården lå store sten sarkofager hvor lågene var væltet af og alligevel var stedet ikke kun et trækplaster for turister for der var også nutidige gravsteder. Lige indenfor på kirkegården hang et skilt på Engelsk med følgende tekst.

The necropolis

The necropolis (a vast qvadritiateral with sides 90 metres long) is surrounded by an anonymsure of tomb covers driven into the ground. This is only a part of the old cemetery whitch originally covered more than 3 hectares and included thousands of tombs.

As the necropolis was used from the 4th century onwards, different types of burial place can be found; vats drystone graves, earth graves, numerous Merovingian Sarcofhaguses... and there are still several mysterious legends in the air.

Det var underligt at gå rundt der, alting føltes så velkendt, som at være tæt på sine rødder og det selv om jeg rent faktisk ikke ved ret meget om Merovingerne. Så vidt jeg husker så var det i bogen "Det hellige blod-den hellige gral " at jeg første gang stødte på navnet. Det jeg læste om dem handlede jo kun om en slægt, om regenter som kom til magten ikke altid ved hjælp af krige men som vandt folket ved deres særegenhed, deres kraft. Der fortælles at de også som Samson forbandt håret med syrke og derfor lod håret gro.

Ved siden af kirkegården lå et lille museum som vi gik ind og så. Der var lavet en fin lille udstilling med arcæologiske fund.oVi gik rundt og kikkede på de forskellige fund og prøvede samtidig at forstå noget af det skrift vi havde fået udleveret på engelsk, det var lidt svært. En stor bog lå opslået så man kunne læse hvad man havde fundet frem til om Merovingerne og den tid.

Den fik vi jo ikke megen fornøjelse af for den var på fransk, men pyt vi havde jo noget om stedet på det stk. papir vi havde fået udleveret. Damen der passede museet sagde at min mand måtte gerne stille sig ind i sarcofhagen fra Merovingerne, så jeg kunne tage et billede af ham, men Ernst skulle ikke nyde noget, men jeg ville gerne og jeg jublede da vi fik billederne fremkaldt og det var bleven godt. Det er da et nydeligt billede.Da vi gik igen skulle vi aflevere teksten, det var en skam, men så gik vi endnu engang rundt på kirkegården.

Endnu i dag kan jeg undre mig over den glæde og opløftethed jeg følte ved at gå rundt, være på dette sted. Hvis jeg ser bort fra min følelse af stedet så siger min logiske sans at ethvert normalt menneske vil da opleve dette her som dystert og tungt, men nej sådan havde jeg det ikke og jeg syntes stadig at det var forunderligt at vi skulle få lov at opleve dette sted. Vi var bleven anbefalet på museet at køre ind til Civaux bymidte og se kirken der, så det gjorde vi. Det var en lige så stor oplevelse. Også her var der rundt om kirken udgravet sarcofhager fra Merovingernes tid. Inde i kirken gik vi rundt og tog billeder af udsmykningen

Da vi havde set os mætte på alt dette blev vi enige om at droppe Angers og køre direkte til Chinon. Her havde vi det største besvær med at finde et hotelværelse hvor jeg kunne holde ud at være, men til sidst fandt vi et lille hotel "Saint Jacques 19,rue du Raineau". Og så tog vi ud at se på byen.

Vi var oppe på Le Chateau og se et museum for Jeanne De Arc. Vi var inde i Abbedet Fontevraud og så Henrik Løvehjerte og 3 andre ligge på rad og række. Her var og så et rum hvor væggene var dækket af store malerier fra Jesu korsvej. Stedet hvor Rabelais havde levet nåede vi også at se, Per og Britta havde også været der og Per havde fået en bog om hans liv og levned, de har lavet en flot side om Rabelais på www.olsnerne.dk den kan jeg kun anbefale at se.

Lørdag morgen kørte vi til Pers mor og efter vi havde nydt en kop kaffe sammen gik turen hjemad. Søndag morgen var vi igen i Skalbjerg og her tog vi afsked med Per og Britta som havde endnu et stykke vej inden de var hjemme. Vi var alle trætte men fulde af gode oplevelser som det er rart at tænke tilbage på. SLUT