I 1991 drog vi til de franske Pyrenærer. Vi havde læst bogen "Det hellige blod og den hellige Gral" og ville nu følge i katharernes fodspor.Det er fasinerende at se den arkitektur som er bleven frembragt på så høje bjerge. Vi har været rundt i hele området hvor vi har kørt efter bogen og set alle de steder der er beskrevet. Den største oplevelse var så afgjort Montsegur.Ernst gik med op til hvor træerne holdt op så gik han ned igen, han kan ikke lide højder.
Jeg ville op, jeg klatrede nogen gange på alle fire, men jeg sagde til mig selv at når så mange andre kunne komme derop og sikkert ned igen så kunne jeg også. Det var en sejr for mig at stå deroppe, jeg svedte og var rød i hovedet af anstrengelse men jeg stod inde i ruinen og her var plads nok og ingen fare. Jeg gik lidt rundt men turde ikke bevæge mig for langt væk fra ruinen der var ingen grund til at løbe nogen risiko alene.
Dette var første gang jeg var på Montsegur, vi var her i 10 dage og så mange af borgene i området: Puilaurens, Queribus, Lastours, Puivert,Peyrepertuse, Arques, Carcasonne og Minerve by. Det var som et overflødighedshorn der gik lige ind på nethinden og resulterede at jeg drømte den ene nat at jeg befandt mig hængende i luften fra bjerget Montsegur, den næste nat drømte jeg at bjergene kaldte på mig.
Så havde jeg fået nok, jeg ville hjem ,jeg havde en følelse af at hvis vi ikke kom herfra så ville jeg være fanget af bjergene og det ville jeg ikke
Jeg
kunne ikke glemme mine oplevelser fra dette sted så i 93 lejede vi en autocamper
og kørte sydpå igen. Vi kunne genkende Montsegur på lang afstand, dens
form rører ved noget i mig, dens runding med ruinen på toppen afgiver stor styrke
og næring til alle omkring det. Bjerget er 4025 fod højt og kaldes
"Pog" på grund af sin form.
Jeg tog alene derop og dennegang gik jeg lidt mere rundt, der er faktisk god plads rundt om ruinen, jeg fulgte de andre turister og kom om til tårnet, her var sat en jernstige op så man kunne komme ind i tårnet, men uha når man skulle ned af stigen igen og kikkede ud så var der altså langt ned.
I museet købte jeg nogle hefter om Montsegur hvor man har prøvet
ud fra matematiske beregninger at finde ud af om ruinen er bygget efter særlige
kraftcentre i jorden
Det interreserede mig fordi jeg havde stået deroppe og tænkt
hvad ville jeg gøre hvis Ernst 
foreks.
kom til skade heroppe, jo tænkte jeg så ville jeg slæbe ham ind i tårnet
og ligge ham ud på jorden og bede til de højere magter om hjælp og
det var måske ikke så tosset tænkt for da vi efterfølgende kørte til Mirepoix
by købte jeg et hefte "guide du Pog de Montsegur" skrevet af Anne
Dussault hvor hun har skrevet om La Chapelle sammen med et billede af tårnet
Pour decendre dans la chapelle on empruntait a l'origine un escalier a droite a l'interieur du donjon
La salle vout'ee,'eclair'ee seulement par cing meurtri'eres, dont les deux a gauche, en regardant vers l'entr'ee au premier e'tage, recoivent le solstice d'`ete`.
Midt i september 94 lejede vi en varebil som var indrettet med et lille køkken og med sæderne til at slå ned om natten. Vi var enige om at køre direkte til Montsegur, Ernst ville gå med op denne gang og derefter ville vi køre op langs kysten forbi Bretagne og hjem. Vi havde bare glemt at tage vejrguderne i ed.
Da vi endelig holdt ved foden af Montsegur regnede det og tågen drev hen over bjerget og skjulte indimellem ruinen. Ernst syntes det var tåbeligt at gå op, men jeg var ikke kørt så langt for så at opgive. Jeg gik hen og spurgte et engelsk par der lige var kommet ned derfra om det var sikkert nok at gå op og de så ikke nogen problemer i det.
Så jeg tog videoen ind under frakken og klatrede op, det ville trods alt blive nogle anderledes billeder i dette vejr og samtidig havde jeg brug for at kommunikere med dette sted, jeg var kommet for at få løst nogle problemer. Så jeg sagde til bjerget: Du er så stærk, hjælp mig og bjerget svarede: Her er kun sten,du er nødt til at finde styrken i dig selv.
Det var ikke lige det svar jeg var kørt så langt for at få, på den anden side var det nok ikke så dumt endda Der er jo også en styrke i at få bekræfte at jeg indeholder selv det jeg søger udenfor mig.
August
96 trak det sydfranske igen men denne gang fløj vi først til Charles De Gaulle
lufthavn og derfra til Perpignan. Vi havde så igennem F.D.M. forudbetalt for
leje af en bil fra lufthavnen og skulle bare køre 35 km. til vores hotel i Bouleterne
som var dansk ejet.
Vi havde bare ikke fået at vide at vi skulle have et plastikkort for at få nøglerne udleveret , så vi måtte tage en taxa til hotellet og næste dag ringe hjem til F.D.M. og få dem til at ringe til udlejningsfirmaet og så kunne vi endelig hente bilen mod 700 kr. i depositum. Bilen var en Tvingo og alletiders at køre rundt i på de franske veje. Og nu kunne vi sætte kursen mod Montsegur og som alle kan se så var Ernst med oppe.
Vi havde kildevand, vin og flyts med op til at styrke os med
efter turen op. Vi gik rundt på platoet og det er faktisk stort, større end
man umiddelbart forestiller sig. Her er terrasser , en lille? skov, buske og
blomster. For hver gang jeg er der kan jeg se at de hele tiden forbedrer sikkerheden
og udbedrer stien derop med sveller og små bænke så man lige kan få vejret til
næste etape og stadig påvirker det her bjerg mig så jeg er lige ved at dreje
nakken af led når vi kører derfra for at få det sidste glimt af toppen.
Mit bjerg, mit hjem.
I august 97 ville vi prøve noget andet og lejede et hus i Provance for en uge og derefter havde vi lejet et hus i Cevennerne den sidste uge. Vi havde inviteret Mogens og Karin med men Mogens ville ikke rejse fra sine katte så Karin tog med alene.
Da vi nu alligevel var tæt på det sydfranske og da jeg gerne vil dele mit bjerg med andre så stod vi tidligt op og kørte til Monsegur.
Det først stykke op til mindesmærket for dem der blev brændt på bålet d. 16 marts 1244, er det værste, jeg forsikrede Karin om at resten af turen var let.Hver gang hun ville vende om lokkede jeg med at nu var vi der næsten, nu var det lige om hjørnet, nu kunne jeg se ruinen og op kom vi alle tre og i dag er hun glad og stolt over at have været der.
August98
lejer vi et hus i Montpezat lidt uden for Chahor, det skulle vi aldrig have
gjort, det var så elendigt at efter 4 dage forlod vi stedet og tog til Montsegur
by og fik en overnatning i pension La Bufadou.
Ægteparret som drev pensionatet var med til at udbrede kendskabet til Montsegur og fortalte at en gang i året samles de og går op på bjerget og tænder fakler for at mindes.
Konen gav også zoneterapi og når de havde åben for servering
så var det vegetarmad men desværre ikke denne aften , så vi gik hen på hotellet
og spiste, det var virkelig kræs som vi stadig taler om. 
http://cathares.org/bufadou.html
deres Email er: Quercus@wanadoo.fr
Jeg menstruerede mens vi var her og oppe i kapellet fulgte jeg en indskydelse, jeg smurte blod på en sten hvor det ikke kunne ses. Det var som igen at indgå en pagt med stedet.
Sidste gang vi er der er i juli år 2000. Vi har vores nye venner
med fra Amager, Per og Britta. De vidste at en af turene ville gå til Montsegur.
Vel oppe indtog vi det obligatoriske måltid. Der er steder hvor brød og vin
bliver til mere end mad, det er for mig en handling jeg ikke vil undvære på
dette sted
.Imens Ernst og Britta hvilte sig gik Per og jeg ind i skoven og tog billeder.
Jeg vil ønske en dag at jeg tør gå der alene og opleve stedet og skoven, glemme at der er nogen der står og venter. Prøve at finde ind til hvad det er stedet vil fortælle mig.
Som afslutning et billede der viser alle turisterne.