Sidste gang lovede jeg at fortælle om Gralen, som jo er bedst kendt af masserne som gralsfortællingen i Lohengrins berømmelige sang. Hvor han jo, Lohengrin, som Wagner skrev sin ypperlige og vidunderlige opera over - om sagnet- netop gralssagnet, fik fortalt os og stadig fortæller os i det skønneste tonevæld, om Lohengrin som kommer fra fjerne egne - fra sit slot hvor han står og er med til blandt de riddere, der danner kreds omkring gralen, at vogte gralen. Et æld ,æld gammelt, ikke just eventyr - men et gammelt sagn. Jeg vil ikke have mulighed for at gå i detaljer med dette emne, da det er store dele af kristenhedens egentlige mystik, da det er store dele af menneskehedens historie, det lader sig ikke gøre. Men jeg vil gerne fortælle, i den udstrækning vi nu med rimelighed kan nå det - på en sådan måde - så vi forhåbentlig kan forstå, hvad der ligger gemt bag sagnet om den hellige Gral. Og vi kommer til en fantastisk konklusion i aften, som i og for sig er summen af det alt sammen, nemlig hvad gralen egentlig er, hvad den symboliserer.

Men først må jeg fortælle en lille smule, da vi netop har haft påske og haft påsken så smukt, som den nu kan være i vejrliget o.s.v. Men selve påskens skønhed den gemmer jo utrolige værdier, menneskehedens historie, ikke mindst fra det øjeblik hvor mennesket, det menneskelige legeme er blevet færdig udviklet i vort solsystem igennem de utallige, forskellige rytmer, som det nu er sket igennem mineralriget - igennem planteriget - igennem dyreriget og igennem mennesket og frem til det, vi kalder for adeptens stade, som bliver det kommende stade for vores vedkommende, og som når frem til mesterens stade, det mest ophøjede, sådan så vi forbinder os med selve Solens kerne i begrebet Kristos.

Kristus dramaet er jo velkendt. Det er tolket i symbolsproget, som det netop er, fordi mennesker, som det skulle komme til, tid efter anden både i middelalderen og i tidligere tider igen, igennem de senere totusinde år, ikke var i stand til hverken at kunne læse eller skrive, og hvor det i og for sig kun var blandt de indviedes elever gik fra mund til øre og fra sjæl til sjæl. Denne mærkelige legende om korstfæstelsesdramaet, det er i virkeligheden et korstfæstelses drama om naturens begivenhed som skildres, man måtte altså gøre det, at man tegnede sådan et billede af udviklingshistorien, da det blev muligt for mennesket at begynde at spørge og stille sig det spørgsmål, hvorfra kommer vi, hvorhen går vi, og hvad er meningen med det hele. Meningen med det hele er skjult, selv for nogle af mestrene endnu. Der er enkelte af mestrene, som har fået dyb indsigt i selve meningen med livet og kender det helt til bunds, blandt andet Ham der er leder af hele mester hirakiet som sådan.

Men vi har et noget, som vi skal helt forstå, vi som lever nu og skal bringe alt det videre, som sagnene bygger på, og det er den vældige naturkraft, som vi kalder Kristos, og som i sig selv myntes ud i begrebet kærlighed. Nu kan man jo nok sige mellem os, at kærlighed - selv om det aldrig kan blive helt forslidt - så er det jo temmelig nedslidt, det begreb. Det er som om det skal fornys, det bliver det jo i og for sig også, hvert år i hele naturen og i naturdramaet oplever vi netop skildringen af Kristi korsfæstelse. Netop ved den tid af året, når den 3 måned efter nymåne viser sig. Da er månen - vores måne - mest på året mættet med solenergi, med solkraft. Hvor dens udstråling når den skinner, og det gør den jo altså under alle omstændigheder, selv bag skyerne er det moder sol der skinner, men det er sandelig også månen og stjernerne, vi kan bare ikke se dem. Men i hvert tilfælde, den kraft, den involverer i allerhøjeste grad på hele vores vækst begreb, vores skæbnemønster i det kommende år, som årene fremefter. Jja endda på de forskellige planer, som vi kommer til at gæste mere bevidst efter den tid hvor vi har lukket vores øjne, når den tid er kommet - vi kalder for døden - og for at fortælle os, at der ingen død eksisterer. Fortælle os dramaet om opstandelses begrebet fra graven, hvor stenen bliver væltet bort.(.............)

I har hørt sikkert om dette mærkelige fænomen, at den gral som grals brødrene skulle beskytte og som en gang om året glødede. Det er netop den gral som er mennesket selv, menneskehjertet, livet i mennesket. Og det er fortalt sådan, så at det går jo over alle bredder i alle de forskellige versioner, som jo nu er opstået igennem tiderne og tidens forløb. Hvordan og hvorledes gralen har været håndhævdet, og hvordan den er kommet til og hvordan at hele dramaet har udfoldet sig. Her skal jeg forsøge efter bedste evne, men i må ikke forvente at få en fyldestgørende indsigt i dette drama lige her og nu, af den simple grund, at det ville tage flere dage at komme igennem det mærkelige mysterium, som har med gralen at gøre og grals ridderne at gøre. Men der er skikkelser, som vi kender og kan nævne ved navn. Vi har Jesus af Nazaret, han var jo i virkeligheden i høj grad, kan man sige, en gralsridder. Men vi har jo også andre kendte navne som Lohengrin, vi har oven i købet talværdien på selve navnet Lohengrin, som nøje svarer til talværdien - den talværdi - vi har på begrebet Kristus, det er det samme, det er en Kristus skikkelse. Og jeg vil gerne forberede jer på, at jeres vidunderlige fremtid, det er at blive Kristus skikkelse. I er det allerede, men vi ved det ikke, fordi vi er hyllede ind i den skal, som vi kalder for materien, det fysiske legeme.

For at fortælle det på en måde så det kan forstås af mange - men ikke af alle - endnu dengang, den livsbølge som vi hører til, så er det, den fortæller om Jesu fødsel i julenatten. Det er i virkeligheden, som jeg har fortalt jer tidligere, et begreb om et solbarn - et solvæsen - som fødes. Jeg har også, kan jeg huske, fortalt jer hvordan den katolske kirke i dag, og mange andre kirker, i kirkelige festligholdelser om julen lægger det lille barn i en krybbe, skuet ved midnatstimen. Som man går ind og ser krybben stillet op og man ser de forskellige, ja det er endog gjort så udtrykkeligt så man kan se Maria og Josef og dyrene i en vidunderlig opstillet scene, hvor krybben står der som en vugge med det lille Jesus barn, lagt én årgang som en dukke men ikke mere, fordi man mere og mere går over til at lægge et elektrisk lys i vuggen, således at der stråler lys ud fra krybben. Hvorfor krybben? Fordi der gaves ingen herberg, men dette at det var en stald, skal også henvise til at vi har set menneskesønnen på strå. Det har jeg i og for sig set ved en bestemt lejlighed, hvor jeg rigtig havde oplevelsen af, at jeg så menneskesønnen på strå, hvor jeg var så bedrøvet.

Jeg var under krigen gået ind i en sammenslutning som tog sig af de stakkels børn, som kom som flygtninge og som lå helt splitternøgne på gulve i gymnastiksalene, hvor vi skaffede halm og hø de kunne ligge i, indtil det var muligt at skaffe dem så megen påklædning at vi kunne hylle dem i noget linned, og hvad der dertil hørte. Da så jeg for mig selv menneskesønnen på strå. Men alt det har sin mening. Disse stakkels små børn o.s.v. o.s.v. De skál opleve dét, det er en nedstigen, det er et fald i materien, som vi alle har gjort, og som de også må gøre. Børn som fødes og er dødfødte, der kan man sige, hvad ide har det? Jo det har den ide, at de får en udvikling derigennem, som de har brug for. Når et barn dør ved fødslen allerede eller senere måske, inden at de når at blive et år gammelt, eller hvad ved jeg, i det hele taget som børn, så har de gjort et fald i materien, hvis kraft de skal bruge til den næste efterfølgende inkarnation. Det er noget som man ikke skal snakke om, for det får man jo aldrig nogen mennesker til at tro på, men ikke desto mindre jeg nævner det her, vær varsom med at tale om disse ting, for de er så sande så rigtige. For der findes et liv bag dette, vi oplever så smukt, som det end kan være i lyse stunder. Så findes der et liv som slet ikke kan opleves, sanses, begribes af os i sin skønhed, i sit vidunderlige væld af lykkefølelse, af lys. Det findes, og det er vores fremtidige evige hjem, som ser sådan ud. Hvordan og hvorledes det skal forklares, er unødvendig at prøve på at gøre rede for, fordi vi har her og nu, hvor vi forbereder os til disse kommende begivenheder ad årtusinder og atter årtusinder.(-------)

Alt det og vores skæbnemønster, som vi er født ned til, er af en guddommelig natur, det vil sige ufattelig bevidsthed - fordi naturen er vis - som ingen anden har formidlet til os , at vi netop fødes i en bestemt orden, matematisk tegnet, Derfor bruger kristendommen i sin mystik de samme symboler, som vi har inden for de forskellige ædle ordner. Vi har linealen, vi har vinklen, vi har passeren, vi har hammeren, vi har mejslen og murskeen. Vi har disse symboler, hvor murskeen står for at være den treenighed, som repræsenterer spidserne af murskeen, nemlig Faderen, Sønnen og Helligånden. Hvor vi murer igennem den proces, det vi kalder for vores store frihedsbygning. Når det er sagt på sådan en måde, så det forhåbentlig er til at forstå, og ikke for indviklet og kludret i mit mærkelige sprog, så vil jeg gå videre og fortælle om påskens oplevelser. En vidunderlige begivenhed, som vi ved finder sted påskemorgen, opstandelsen. Jeg vil gerne at vi begynder at forstå for alvor, at tør sige det: "Jeg er opstanden “ . Nu er det ikke sådan som, at når jeg har ligget og sovet i min seng, og søvndrukken står op om morgenen og siger: ja nu er du opstanden o.s.v. Det er ikke helt det, det er for banalt. Men selvfølgelig, det er jo det samme som vi har ligget ned og så pludselig så drejer det sig op og står på højkant, hvis vi lægger de to ting sammen, så har vi jo korsets dannelse, nå det er en billig spøg. Men i hvert tilfælde, man kan godt allerede begynde der.

Påskemånen, den har så megen solenergi i os, i sig , at den er med til igennem sin stråleenergi og sit arbejde med jorden og på jorden at få væksten til at udfolde sig. Vi ser jo, hvordan og hvorledes ved påsketid, at alting vokser op af jorden, og det er i virkeligheden det vi kalder for, ikke alene mineralrigets - mineralerne i planterne - men det er planterigets opstandelse. Vi ved også at faunaen i modsætning til floraen her, det er faunaen, det er de små dyr som har ligget i vintersøvnen og nu myldrer frem og strækker sine lemmer når de kommer ud i dagslyset, de har ligget i en dyb søvn hele vinteren. Tænk at naturen - ud over at have skabt os - også skaber dette fænomen, at der er væsener der kan ligge og sove en hel vinter under trærødderne o.s.v., og så når solen er stærk nok, og forårskræfterne er stærke nok, kalder dem frem til livet på overfladen af jorden og begynder på deres, hvad enten det nu er de små pindsvin vi skal se der begynder at drikke mælk. Der var en vidunderlig film af dyreriget, som Walt Disny havde tegnet. Der så man hvordan og hvorledes foråret kom,det hed: "Det guddommelige forår." Og der så man hvordan dyrene de kom, og der var en han, der havde ligget og sovet der, og som i og for sig i en samtale med en anden han, havde svoret, at når han vågnede op, så skulle han ikke have noget som helst med hverken en hun eller noget andet at gøre af den slags. Og det første han får øje på, det er en hun. Og vennen som han har snakket med, han står og ser til. Og så gjorde han en vidunderlig bevægelse, da han får øje på denne yndige hun, som kneb det ene øje sammen, og hilste ham velkommen i sine arme, så styrtede han hen efter hende, men standsede hen på vejen. Så drejede han sig om til vennen, og så gjorde han sådan, fnys, der er ikke noget at gøre, vi er bundet af de kræfter, vi følger naturens lov til de mindste enkeltheder.

Men i hvert tilfælde med dette for øje det er jo en kendsgerning. Jeg ved en der engang har sagt: “Jeg ved en ting, og det er, at jeg intet ved”. Det kommer han til at lave om, og jeg tror også han er her nu, for at prøve at gøre det - efter bedste evne - at sige det, for han ved én ting, at han er til. “Jeg er livet “. Det er grundfundamentet for al eksistens i vores liv, i hele vores udviklingshistorie “Jeg er” og det er dette "Jeg er" der mystisk er betegnet i den historiske begivenhed om Jesus af Nazaret, der fødes som et lys, lyset fødes i denne krybbe og er det man kalder for “ Jeg er den, jeg er”, det er det eneste vi kan sige om os selv, vi ved vi er til. Men så er der så meget i forbindelse med dét, det er jo kun fundamentet som vi skal lære at vide, vi skal lære og vide og kende hele universets ånd, liv og dets skabelseshistorie. Naturligvis er det klart, at det partikel hvorfra vi egentlig kom - nemlig Solen - det solpartikel som er vores egentlige JEG-bevidsthed, og som er uudslukkelig. Det er ganske klart at den JEG-bevidsthed, den kan ikke, når den kommer ned i en fysisk substans, gøre sig gældende mere end som en lille bitte partikel, der skal vokse sig stor, og i virkeligheden fortrænge alt det vi kalder for, dét , de hindringer, som hindrer den i at være en solstråle på jorden. Det er vores lykke, at vi har mulighed for at udvikle os til at blive det, man kalder for en solstråle på jorden. Og det har også med Grals kalken at gøre. For her kommer jeg til at tale om, hvordan og hvorledes ceremoniellet foregår, netop når man - ligesom de gamle ædle ordner - mødtes og mødes den dag i dag, har kendskab til det kristne mysterium. Fordi i perioden mellem Jesus af Nazarets opvågnen inde i sin grav, hvor han stiger op af graven, fra det øjeblik han er lagt derind og til han går ud af graven, da skabes det man kalder for den mystiske kristendom, den mystiske kirke.

Og dén står andre vagt omkring, dén historiske begivenhed og de kræfter der er virksomme dér. Der har vi de ædle ordner, vi har frimurerne som jo - har disse symboler i sig - kalder guddommen for den store Bygmester. Bygmesteren med sin murske, sin hammer, sin mejsel og hvad de nu hedder alt sammen. Vi har de tre store bygmestre nede i pyramiden og mange, mange andre steder. Men lad os nu bare tage dem som er henholdsvis en kvadrat, når man ser den foroven, en firkant med en top, det er 5 tallet. Idet at den kristne mystik repræsenterer talmystikken 3, 4, og 5. Læg mærke til det ejendommelige igen, at når vi siger 3 og 5 så er det 8 og når vi lægger de talværdier sammen så får vi tallet 12, men tallet 12, tværsummen det er 3, og 3 og 1 det er 4 og så har du korsets form, og det er de fire elementer. Alt det er nedlagt i disse mærkelige symboler, som har tegnet sig igennem årtusinder og atter årtusinder. Korsfæstelsesdramaet, det fandt sted igennem mange, mange hundrede år, igennem de indvielsesmysterier som blev bygget op inde i det, vi kalder for den store pyramide, som netop repræsenterer den talværdi. Men se den store talværdi i pyramiden, den store pyramide, den tæller sig for 9 i stedet for 12 , menneskets tal 9,9,9. 9 for fysikken, 9 for sjælen og 9 for ånden. 3 gange 9 er 27 og 2 og 7 er 9. Hvordan man end vender og drejer disse talværdier, så kommer vi til et bestemt tal, som er symbolet og brugt af mennesker - af menneskelige væsener - højt udviklede sjæle har taget det med i sit arbejdsmateriale, og fungerer den dag i dag.Vi kan ikke komme uden om det, og må betragte det som en given ting.

Men hvor om alting er, selve dramaet, korsfæstelsen på Golgatha, den skal ses ud fra dét, som der faktisk står skrevet , men som er selvfølgelig omgjordt på mange måder. Det er jo klart, at når sådan en stor ide kommer til en jordmenneskehed der har udviklet sig fra et primitivt stadie, disse symboler, byggesymboler de er håndhævdet igennem tid ind til vore dage. Se nu for eksempel den store pyramide, som ikke har 5 tallet, men, den har en platform foroven, den har nemlig aldrig nogensinde haft nogen top ligesom de andre to pyramider har haft. Det har den ikke haft, men det er fordi den er bygget i tre forskellige stenarters forskellige hårdhed, en blød stenart er den øverste, men den hårdeste er den der danner selve grunden. Altså kort og godt, 3 forskellige stenarter har opbygget pyramiden, og det vil sige at den har fire hjørner og den har en spids op, den har fire hjørner foroven når vi tager toppen væk. Tager vi toppen væk så har vi 4. Og 4 og 4 det er 8 og så har vi mennesket den indviede, som stiller sig efter indvielsen - mysteriet der er gennemgået - gennemført i hele det indre i pyramidens gange o.s.v., Da træder han op igennem kanalen, den store hal, som forefindes derinde, så kommer han op og stå på toppen og repræsenterer selv toppen af det hele, netop Kristus bevidstheden. Så er han i virkeligheden - efter at have været de 8 punkter - så er han det 9 ende (mennesket red.), som står og skuer ud over sin verden, ophøjet fra jordens stade. Det har været den ældgamle mening med det, da man byggede disse tre indvielses og ordens templer.

Hvorom alting er, vi ser selve korsfæstelse dramaet, juleevangeliet hvor barnet bliver født. Vi ser de forskellige, vi har årets 12 måneder. Vi har 12 tallet overalt. Vi har det i vores hudåbninger, øjnene og de 2 næsebor det er 4, og 2 ører det er 6, og så har vi endelig de øvrige åbninger, vi har navlen det er 7, vi har udskillelsesorganerne det er 8 og 9. Vi kan altid tælle det op, og vi ender altid med 12 ( munden 10, brystvorterne 11 og 12 ), og så igen i sig bærer treenigheden, 1 og 2 = 3. Alt det ligger til grund for de mysterier, som læres på forskellig vis igennem vores liv. Senere forstærket og forstyrret igennem ordensarbejdet i deres forskellige situationer, de forskellige processer, som brødrene og nu efterhånden også søstrene gennemlever i deres indvielsesoplevelse, når de tegner sig for at være Gralens hellige vogtere. Vi står vogt om kristendommen i sin dybeste mystik, det gør vi som sidder her og med os mange, mange på jorden. Det er noget der har med det kommende at gøre.

Men her skal vi fortælle lidt om Gralen, fordi, da Jesus af Nazaret er korsfæstet på korsets fire arme, med tre nagler, hvilket giver fem naglesår, fordi der går en nagle igennem fødderne og giver to sår, så har vi igen talværdien som fuldbyrder hele historien. Jeg glemte at fortælle at vi har de 7 åbninger i hovedet , 5 i kroppen. Det giver 12. Men vi har en 13ende åbning, og det er der hvor spermen arbejder sig igennem, og hos kvinden hvor ægget baner sig vej til befrugtning. Det er den 13ende vej, og det hedder også “jeg er livet.“ Og det er identisk med hele systemets rytme, netop med månens 13 bevægelser omkring sin kerne, nemlig jorden. Jo, det er et matematisk projekt man tegner op her, sådan kan man tegne det. Men hvoraf kommer selve Grals ideen. Gral - det betyder i virkeligheden skål eller graal - som det hed i sin egentlige oprindelse. Men graal betyder skål og Josef af Arimatæa, det var ham, som kom og samlede Jesu blod op, da det dryppede ned på jorden. Her ligger et mærkeligt drama, som jeg ved, er meget få givet at forstå helt til bunds. Det er heller ikke nødvendigt for min slut konklusion her i aften det vil være den, hvad gør vi for at nå disse svimlende højder. Ganske enkelt, at opføre os ordentligt, simpelthen, men lad det nu ligge lidt.

Golgatha, står der skrevet, betyder hovedpandestedet eller hovedskallen, og det er kort og godt det, der sidder her. Det er min hovedskal, og det er hovedpandestedet, og det er her at Kristus er korsfæstet. Her på min pande og her på min øjne, dér er i og for sig de to røvere korsfæstet. Det er det sted, som fortæller de mærkelige begivenheder omkring påskedramaet. Han har været stillet foran Kajfas, han har været stillet foran de forskellige dommere, hvor en af dem spørger: "Er det virkeligt sandt, at du er Jesus af Nazaret, jødernes konge." Så siger han “ Jeg er “ han siger netop det JEG ER. Andet siger han ikke ifølge legenden. Det vil sige Jeg er til, og derved har han talt sandhed. Han bliver så ført hen og gennemgår piskningen, han gennemgår de forskellige ting, som nu en gang ritualet opbyder, at der skal gøres inden han endelig bliver heftet på korset med sine tre nagler og frembringer de fire sår, men så kommer der et sår, som er 5 tallet, og det er spydstikket i siden, hvorfra der flød ild og blod. Og her er det, efter en indgående historisk fortælling om, hvordan Pilatus havde vasket sine hænder, og kommer hjem til sin hustru, og hun tror faktisk på den korsfæstede mester, men han er bange, han har nok været med til at dømme ham men han er jo i og for sig slet ikke overbevist om Jesus skyld. Det er den ene røver jo heller ikke, mens den anden siger: "Er du guds søn, så hjælp dig selv og frels os med." Der ligger i dette en meget vis erkendelse og noget, som har været en uhyrlig stor trøst for mennesker i nød. For man kan sige om kirken hvad man vil, den har ikke været forgæves, selv om den har forvansket og tildækket den egentlige og dybe sandhed. Men den har forberedt mennesker til - med den hukommelse som de har - om det der er givet igennem evangelierne, at modtage dåben den store erkendelse om livets evige beståen, om den uendelige skønhed vi arbejder os frem til at opleve i et fællesskab, hvor vi atter træder ind i Solen som den fortabte søn. Og vi er nået så langt i menneskelig udvikling, at der allerede bliver gjort klart til modtagelsen af den fortabte søn, bordet er dækket.

Så har vi her disse forskellige symboler, som blot er symboler men alligevel er mere end symboler, fordi de i deres symbolik ejer selve livskernen, selve livskraften. Vi ved at der er elever som har nået en så stor en højde igennem deres trælsomme gang til Golgatha, til hovedpandestedet. Vi havde jo ham den italienske munk pater Pio. Han kunne jo gøre de mærkeligste ting og der er ikke nogen tvivl om, at han har eksisteret og har kunnet gøre dette der. Det bliver muligt for jer at opnå den evne, at kunne helbrede, at gøre mærkelige ting, som i sig selv andre står aldeles uforstående overfor at kunne gøre som en selvfølge, en naturlig udstråling af det, som er følgen af det i har lært. Det har samlet sig, al den viden vi har bragt i erfaring igennem liv for liv, oplevelser af sorg af sygdom, smerte elendighed, kval og hvad der nu kommer til. Til at forvandle til det man kalder for et lykkeligt liv, et strålende liv, en kalk, som virkelig stråler og gløder. Vi når frem til korsfæstelse dramaet hvor Mesteren udånder og siger: “ Det er fuldbragt.“ Men jeg vil ikke undlade at gøre opmærksom på, at den anden røver, den ene røver siger: "Er du guds søn så hjælp dig selv" men den anden siger: “ Han er jo uden skyld, tænk på mig når du kommer i dit paradis.” Så siger han: “Endnu inden Solen går ned, så er du med mig i paradis.” Sig mig, hånden på hjertet, har vi ikke i visse øjeblikke, sådan en skøn oplevelse, som vi ovehovedet kan have, i ro, i glæde i et eller andet. T æl kun som jeg de lyse timer, siger soluret derude, det gør vi jo bare ikke. Vi hefter os for meget ved de tragiske begivenheder, vi synes vi oplever. Hvis vi efterhånden kan vænne os til det andet så der er flere af de lykkelige timer.

Men når man ser verden som den ser ud i dag så kan i jo ganske roligt se hvor det bærer hen, der er jo ikke nogen tvivl mulig, vi behøver ikke at fremkomme med profetier af nogen som helst art, men det er nødvendigt, absolut nødvendig for en menneskeheds udviklings historie. De grove ting, som vi gyser ved tanken om, vi muligvis skal opleve, skal vi ikke - fordi vi har været dem igennem - ellers sad vi ikke her. Vi var ikke her, var ikke født på dette sted, vi oplevede ikke de ting, som vi oplever. Vi har både mad og drikke endnu, og får det selvfølgelig også fremefter, for hirakierne de giver til de studerende, til eleverne. De giver dem evner, og når de giver dem evner til at arbejde med, som udtryk for at eleven er et levende redskab i den guddommelige skabers hænder som et værktøj, så skal de også nok sørge for at der bliver bragt til de studerende hvad der er nødvendigt, men kun hvad der er absolut nødvendigt. Det er også nok til at friste livet, bare vi har til at spise og drikke og hvad de øvrige absolutte fornødenheder kræver.

Men videre, torsdag kalder Mesteren før fredagen, langfredagens begivenheder, da kalder han sine disciple sammen, og da byder han dem til påskemåltidet som er en gammel jødisk skik, hvor man spiste af lammet, men han tilføjer noget ganske særligt som fuldkommengør hele dramaet. Han kalder to af sine disciple til sig og så siger han: “Gå til en by, der vil du finde en mand, en gammel mand med en vandkrukke, gå til ham og sig at han skal berede salen og gøre i stand til påskemåltidet, da kommer jeg med mine disciple og forretter den tjeneste." De møder også i staden den gamle mand med en vandkrukke, vandkrukken hentyder her i dybeste forstand til den tidsalder, vi nu er gået ind i, og hvor vi skal nå så uendeligt langt, men ikke uden smerte for masser af mennesker, det kan ikke lade sig gøre.

Men renselsesprocessen, den kemiske renselsesprocessen, den er jo mærkbar. Læg mærke til at det er Uranus og Saturn der har med vores nuværende tilstand at gøre, i allerhøjeste grad og det interessante er, at disse planeter står for rør, vandrør, gasrør alt det der. Og vi er i færd med at ligge rør ned i jorden, netop til gasrør og vi har olieledninger, som ganske vist kommer til at forstyrre os ganske overordentligt, men de har med det at gøre og derfor sker det fyldest netop nu, hvor de er sat ind til et specielt arbejde med jordmenneskeheden og jordmenneskehedens uddannelse. Når de, der er bleven mennesker, skal gå uhyre meget igennem - naturligvis - men til gengæld, så er der den fantastiske happy ending på. Det er jo tragisk, når vi tænker på, at vi har så meget og kan sende så lidt, til de lande hvor de dør tusindvis om dagen. Men døden er jo ingen død i den forstand. Det er frem til nyt liv, til bedre liv og frem til ny inkarnation, hvor de der dør, nu skal være med til at bygge den nye verden op, når de kommer tilbage på det fysiske plan. Sådan tegner billedet sig.

Men han byder dem til påske gildet der, og han taler bedrøvet til dem, at det er sidste gang, at de er sammen og fejrer denne påskefest, fordi nu er tiden inde, hvor det skal ske, som profeterne har talt. Læg mærke til den sætning, den viser os i al sin storhed og sin nøgenhed, at det er tilrettelagt, for profeterne har sagt, at det skulle ske, og nu sker det netop ved den lejlighed. Han byder dem at æde af brødet - det usyrede brød - han bryder det og han siger: “ Æder dette, thi det er mit legeme, drikker af denne kalk, det i drikker er mit blod." Det er det, der sker, når mennesker i dag går til alters uden at vide den egentlige virkelige baggrund i hele sin udfoldelse. Nok om det. Vi har sagt dermed, at når vi går til alters, så bliver vores synder os tilgivet. Jamen, de har altid været os tilgivet. Og så skal vi undgå straf, nej vi skal ikke, vi kan ikke spise og drikke os fra straf, fra det vi har gjort. Men det er bare det, at det gamle testamente, det får en krank skæbne fremefter, fordi det forstås så dårligt, men det ny testamente er en realitet. Hvorfor? Fordi det fortæller om den nye verden, for ikke at tale om den treide verden Johannes åbenbaring, som taler om tusindårsriget. Det er ting som er realiteter, men som de store seere har kendt, for eksempel Nordens kommende storhed. Den har været kendt for fem tusind år siden i østen og i de lande dernede omkring, som nu har deres drabelige slagsmål indbyrdes og som vil sandsynligvis udvikle sig disse slagsmål til mere og mere, så det kommer til at dække områderne, som det skal dække for at det, som profeterne har talt kan ske fyldest, sådan er det.

Men han byder dem at drikke, thi det i drikker der, det er mit blod, det i spiser, det er mit legeme. Det er jo noget mærkeligt noget at sige, man kan jo godt forstå at der er enorme mængder af mennesker, der ikke kan godtage det. De syntes det er noget forfærdeligt sludder. Det er det imidlertid ikke hvis man ser i det. Fordi Mesteren, og det kommer vi til om et lille øjeblik, og det er det helt store drama, verdensdrama, som der finder udtryk. Det er, at de drikker af kalken, vinen som står på bordet, og som er sat der af ham, den mand som havde vandkrukken, som de mødte derinde, og forberedte måltidet. Det vil sige tjenerne, som var på det sted, den sal hvor festmåltidet skulle holdes, de havde stillet deres borde op og dækket bordene med hvidt linned, og der stillede de et fad til brødet og de stillede kalken. Det vil sige, det gjorde de ikke, de gik ned, men så gik han op, jeg kan ikke huske hans navn, han går op, han er nemlig så betaget, da de to disciple kommer og siger til ham, om han vil gøre salen i orden til den festlige lejlighed, som nu skal ske fyldest. Og det gør han også. Da ser han en hånd, og han bliver lamslået - ikke af skræk - men kort og godt over synet der. Og den hånd, den er uden krop, men den stiller en gylden kalk, og denne gyldne kalk, det er den, der kommer til at spille den store rolle i det drama som hedder Grals kalken. Og den er altså - bliver fyldest. De kommer tilbage de to disciple efter at han har oplevet det og er gået ned igen, ham den gamle mand og forholder sig helt, helt i ro, indtil at Mesteren kommer. Men han var meget, meget nær Mesteren i udvikling, og han døde ganske kort efter den begivenhed der.

Men mesteren kommer, og de sætter sig omkring bordet, som er velkendt igennem skrifter, igennem malerier og historiske beretninger, og i kender allesammen, hvordan måltidet forløber, det vil jeg ikke fortabe mig i. Men det som jeg skal fortælle, og som i skal fortælle, når i taler med de rigtige mennesker, som virkelig har behov for at forstå den dybere mening. Det er det, at kalken, er månekræfterne og solenergi. I ved godt, at når kalken står på alteret, så repræsenterer den jo i virkeligheden kalken, den kalk som skal bruges til måltidet. Dén repræsentere månen og månekræfterne. Det vil sige, at i det øjeblik at Jesus løfter kalken og siger: "Drikker dette, thi det er mit blod." Da indvier han alt flydende stof til Kristi, Kristi liv. Det vil sige den højeste kemi. Fra det øjeblik da stråler endeligt - efter mange forberedelser - lyset ,sollysets kerne direkte igennem alt, hvad der er flydende, som det gør igennem alt, hvad der er fast, igennem brødet. Brød og vin.
Vi kender hele historien om hvordan at scorpio, det vil sige represæntanten, de tolv dyrekredsens tegn er represænteret i de tolv disciple med Solen - Jesus Kristus - som midtpunkt, som stråler det ud og kan gøre det mærkelige drama. Da er det jo at han, efter at han brød brødet, og han lod dem drikke af skålen, sagde, at nu var tiden inde, hvor han skulle gribes af soldaterne. Der ligger den virkelige forståelse, det vil sige, når jeg ser dig, så ser jeg din krop, men jeg ser også livet, når du bevæger dig, men når din krop har afleveret livet, så bevæger du dig ikke mere. Det er livet i dig. Det er dine øjne, som du ser igennem, men selve øjet ser ikke. Det er bare af sådan en fin substans, så du kan anvende den kraft, vi kalder for synet, som du ser med. Det er dig ,din kerne der ser. Det er ikke dine ører, der hører, men du hører igennem ørerne. Det er ikke din mund der taler, men det er igennem læberne tænderne og munden, det er så såre indrettet virkeligt. Jeg havde en studiekreds hvor der var en tandlæge til stede, så sad jeg netop og talte om tænderne og antallet af tænder, og det viser sig, at antallet af bogstaver, i det vi kalder for bogstavorden ABC, er analogt med tændernes antal. Så så de hen på tandlægen: “ Er det rigtigt.” “Ja” sagde han, det er rigtigt, visdomstænderne med selvfølgelig.

Men hvorom alting er, en anden ting som jeg skal nævne nu i dette øjeblik jeg husker det, det er at cirklens radius, radius, længden på radius fra Solen og til Uranus, den har samme igennem matematiske omskrivninger, samme størrelsesorden, som højden på menneskene i al almindelighed, ja kort og godt det har den. Vi er et nøjagtig kopi af hele systemet, og i os opererer hele dette drama. Skulle man lave en film af dette drama i sin fulde udstrækning, så skulle man have et menneskelegeme, man så på hele lærredet. Inde i menneskelegemet der byggede man de scener op, hvor hele dette drama foregår. For det foregår inde i mennesket og også i naturen. For den samme begivenhed, som foregår inde i os, foregår også udenfor. (.....)

Men nu kommer vi til det, der er selve Grals-meningen og dybden i den. Josef af Arimatæa. Da måltidet er færdigt og Scorpio, Judas Iskariot -han havde nemlig taget gralen med fordi den strålede sådan af guld, inden han gik. Men da han afleverer den - for han hænger sig jo, og hans forræder penge de ligger neden for hans fødder, han kunne ikke overleve det, at han havde forrådt sin Mester, men han afleverede kalken inden han gik den vej - til Pilatus. Da Pilatus kommer hjem, så siger hans kone til ham, at der har været en mand med en skål, en kalk, og den har hun stillet ind i et værelse, og han føler sig meget mærkeligt tilpas ved den begivenhed.

Det er Josef af Arimatæa, der har været inde og hentet den igen efter endt brug, og gik ned, og vil ind og have lov til at tage Jesu legemet ned af korset for, at lægge ham i sin have i graven og sætte en sten for. Nuvel, det gør han også ,og der står kalken så der, men den er fyldt med det som Arimatæa han hentede, fik lov til at hente, og hente kalken, og så går han hen til Jesus kors på Golgatha, Golgathastedet, og så opsuger han det vand, og det blod der udrandt af Mesterens side, da han blev stukket med det spyd . Da han kom og fortalte og gav sit tegn fra Pilatus, at han havde fået lov til at hente Jesu legeme, så henter han det sammen med sine øvrige venner, og hvem der nu tager med til graven. Men, da en af soldaterne får at vide, at han har fået lov til at hente Jesu legeme, da tar han spydet og stikker i siden på ham, sådan at der flyder blod og vand ud i skålen, som han så holder, opsuger Jesus blod. Og hør nu her, i blodet de røde blodlegemer, der har ånden sin bolig, det, der er ånd i os bor i de røde blodlegemer, sådan er det indrettet, men de hvide blodlegemer, det er vores sjæl. Og der flød blod og vand, sådan blev kalken fyldt med den kraft, hvilket fik den til at gløde. -

Så kommer Pilatus ind, efter at hustruen har sagt det. Så går han ind for at se, men han ønsker ikke at tage den, han lader tjenerne gå ind men de vil heller ikke tage den. Men så kommer han tilbage, Josef af Arimatæa, og løfter den ud, og nu begynder hele dette vidunderlige drama, om denne kalk der stråler. Denne kalk der stråler, det er dig og mig. Vi har blod i os, ånden. Vi har sjælen i os, de hvide blodlegemer. Og det er baggrunden for det vi kalder dramaet ' De hellige riddere.' De hellige riddere, hvem er nu det. Se da Kong Arthur, hans egentlige historie er, at der er en legende, der fortæller hvem der er stærkest i en bestemt situation, og da er Kong Arthur som ung den, der kan tage sværdet ud, som er fæstet ned i en sten. Det er der ingen der har kræfter til, men han kunne. Efter den begivenhed får han kraften fra sværdet, og efter den begivenhed danner han det, vi kalder for Legenden om det runde bord. Legenden om det runde bord, den kan jeg gøre nøje rede for, for den har jeg lidt kendskab til fra første hånd, helt op til vore dage, og det er det jeg gerne vil frem til.

Når ordnerne de holder deres respektive møder, de ædle ordner, så er det sådan, at kun den bliver lukket ind, som har adgang til logen. Logens dør bliver åbnet. Når logens dør bliver åbnet, det er det samme, som når et lille barn bliver født. Da er logen åbnet i en fysisk krop, fordi der hører man hjertets rytmiske slag. Disse rytmiske slag, det er det samme som bliver illustreret igennem dunk, dunk, dunk, og så åbnes døren, og da afgiver han sin beretning til den inderste mester, dørvogteren. Stenen er væltet fra, nu begynder livet inde i logen. Logens arbejde kan begynde, og det har sine forskellige ritualer, og når logen skal afslutte, bliver der sagt: "Det er nu tid, vi skal lukke vores loge" lysene slukkes, og så når de går ud, hører man hammeren, hammeren slår tre slag. Disse tre slag er treenigheden, men det er identisk med hjertets rytme, hjertets rytmiske slag. Gralen er altså - summa summarum - ud over sin mægtige historie, så er den vogtet af hirakierne. Du er vogtet, hvert eneste menneskelige væsen er vogtet af kræfter udefra og indefra. Vi er noget ganske andet end vi forestiller os. Nu er vi nået frem til, at vi ikke er i stand til at kunne dræbe, det kan vi ikke gøre i den udstrækning vi har gjort det, for vi nænner det ganske simpelt ikke at gøre en ting fortræd.

Da er det, at Kong Arthur, han ser verdens elendighed, og som konge som han jo bliver med den mægtige kraft, han også har, så bygger han det, han kalder for den orden, der hedder ' Kong Arthurs ridder orden.' Og der har de den samme symbolik, de hedder pager, riddere o.s.v., det er deres forskellige grader. Men dét der er vigtigt, det er, at der sidder tolv om et bord, der er tre borde, der er et for pagerne der er et for ridderne og et for de yngste (væbnerne?). Se det er igen ånd, sjæl og legeme, der repræsenteres i den symbolik. Hvad sker der nu, nu bydes der velkommen, de går ind med hænderne lagt sådan på brystet og står foran det runde bord, inden at de bliver budt at sætte sig. Så bliver de budt at sætte sig. Der er budt velkommen af den øverste ridder, og det er ham, der er ridder af kærlighedens orden. Da har de lovet, for at blive indviet i den orden, at de skal glemme sig selv og bare være virksomme til enhver hjælpende begivenhed. Et menneske i nød, hvad enten det er et barn eller en kvinde eller en mand, eller hvad det er, så må de træde hjælpende til, uanset hvad det koster. Det er den ridderorden, som repræsenteres i det man kalder for Gralsordenen. Og da er der tolv omkring bordet, men iblandt de tolv er der fire, den ene er vogter af det, den anden er vogter over noget andet, den tredje er vogter over noget tredje og den fjerde er kærlighedens ridder i øst, og de andre er nord ,syd og vest.

Alt det er den symbolik, der lægges til grund for arbejde ind i den menneskelige erkendelse, menneskelige bevidsthed, det som de er i stand til at modtage, fordi vi er et billede af hele systemet. Så ved du, når du en gang skal til det, eller går ind i det daglige liv, da er du sandsynligvis nået til ridderordenens allerhelligste opgave, at hjælpe enhver som har hjælp behov, uanset hudfarve, rig, fattig, elendig. I dag betyder det det samme som, uanset om man er minister eller konge eller dronning, eller man er en, som er samlet op af rendestenen, som er et narkovrag, det er vores pligt at gøre, hvad vi kan for at hjælpe dem. Nu kan vi ikke gøre så meget, som vi gerne ville. Jo vi kan , hvis vi udvikler og uddanner vores tænkeevne, og får den under kontrol, så kan vi - via tanken - udstråle sådan en kraft, så gralen den gløder, simpelthen. Det er et meget mærkeligt mysterium, men det kan vi gøre, og så hjælper vi alt og alle, og jo flere vi bliver på denne jord, som kan gøre det, og når frem til det udviklingstrin, des nærmere er vi målet for fred overalt, evig fred, indtil en ny bølge skal i gang nede fra det primitive stadie, men det er en sag for sig. Nu drejer det sig her og nu om os, dig og mig. Det er ikke så svært. Men jo det er meget, meget vanskeligt, fordi ridderne har aflagt løfte om intet ondt at se, intet ondt at høre og intet ondt at sige. Se der har vi det svært, fordi vi er opdraget til at forsvare os.

Læg mærke til en ting - Mesteren - Jesus af Nazaret, han forsvarer sig ikke, han siger: "Det er mig" allerede da at Judas har kysset ham, og soldaterne griber ham. Så siger de til ham: "Er du den vi søger? er du Jesus af Nazaret" "Ja det er mig" siger han. Han ved, hvad han skal gennemgå, men han siger, her er jeg. Hvis vi i vores væsen, kan opdrage os selv, til overfor livet, som et centrum af livet, overfor alt hvad der er omkring os og i os, kan fremstå og sige: "Her er jeg." Så er vi i sandhed nået meget langt, og så tilhører vi de indviedes rækker. En indvielse, som vil foregå synligt og mærkbart når vi ikke har det fysiske legeme, og vi er i stand til at træde ud deraf. Men så længe vi har det fysiske legeme kan det ikke lade sig gøre, at vi oplever det i vores sanseverden, det kan det ikke.

Der bankes på døren. Hvem er det? Kan jeg lukke den pågældende ind? Sørg for at ingen ukyndig eller uvederheftig sjæl betræder denne logesal. De to søjler Jakin og Boas, er henholdsvis de to røvere, men det miderste kammer, det er Kristus, Kristus kraften. Kristus i mig, Kristus i dig, Kristus i os. Skulle jeg have lov til at hjælpe jer til en opdragelse, som jeg selv har besvær med at klare, så vil det være. Kan i, i det kommende år, love jer selv og dermed menneskeheden for ikke at tale om hirakierne, at ikke et eneste falsk ord skal komme over jeres læber, ikke en sladder historie på nogen som helst måde, selv om den er aldrig så spændende. Kan vi det, allerede i vores øvelse på at nå det, bliver vi proportionelt tilført rigdomme af kræfter, som til den grad kommer til at gøre sig gældende, når vi endelig har nået at passe på, at vores mund er låset for det. Tal kun kærlighedens ord, tal kun fornuftens. Lyt ikke til ukvemsord, lad mennesker rase, lad dem råbe, lad dem skrige, lad dem fornærme dig dybt, du løfter dit hoved og tager imod det.

En vidunderlig historie, som Povl Kristoffersen, en af vores venner, oplevede da han var nede i syden. Han havde været på et værtshus. Da kom en meget smuk mand ind på det værtshus, ja det foregik nok i det fri, der er jo så varmt der. Da han gik igennem værtshusets areal, da var der en, der sad nogle rå karle ved et bord, og der var vådt af øl på bordet, så tog han en karklud tørrede bordet så kluden var godt vædet, og så kastede han den lige i synet på den pågældende smukke mand, der lige kom ind. Han stod rank, han vendte sig ikke om for at se, hvem der havde kastet den, han tog bare kluden af sit ansigt, lagde den hen på et bord og gik videre. Kan du, kan jeg, kan vi gøre det, det er jeg ikke sikker på. M en kan vi nå til at gøre det i denne omgang, bare inden vi lukker vores øjne, så kan jeg forsikre dig..... for så stråler vores Gral, gløder vores Gral så meget, så hirakierne i allerhøjeste grad bliver opmærksom på vores eksistens. Der er et nyt redskab et nyt værktøj i den store Mesters hænder. Det er sandt, lad al sladder forstumme ved dine ører, og lad det ikke blive genfortalt ved dine læber. Gud velsigne jer.

Og her er en lille fortælling: Så gjorde de det, når de rejste sig og blev budt velkommen til måltidet, så spiste man oblaten, det gør man omkring det runde bord. Man lægger oblaten på tungen, og så udtaler han ordene, spiser dette thi det er Kristi legeme, drikker dette thi det er hans blod, og så tager man, der kommer en med en snor, der er lang nok til at gå hele ringen rundt, og så tager man den op, og så tager hver især lidt af den snor, og så står man og holder og danner en broderskabs ring ved denne snor. Så er man et, og så lover man hinanden at stå hinanden bi i det fælles arbejde som det er at bygge den ny verden. Jeg er lykkelig ved at kunne sige, velkommen venner i den ny verden - i byggearbejdet, for at oprette en tilstand blandt mennesker, men vi må selv begynde. Må jeg nøjes med at sige tak for i aften