Velkommen til julefest

De mennesker, som har haft sindet opladt, til at gå ud i skoven, ud i naturen, netop nu efter vi har tændt det første adventslys, den første adventssøndag, og de som også har sindet åbent for, hvad naturen hvisker i deres øre, en hvisken, som trænger helt og dybt ind i sjælen,  vil fornemme, hvordan selve moder natur står derude og adventer, adventer hvad, adventer den årlige store begivenhed, hvor kimen til deres nye liv i løbet af de kommende seks mdr. fremefter bliver lagt, som en mand lægger kimen i moders skød til det kommende barn, frugten af deres kærlighed. Hjemme, inden vi gik ud i naturen, tændte vi det første adventslys.

Få mennesker ved endnu, hvad det er for et symbol man her tegner. Vi har alle efter gammel regel, en rund krans. Vi har flettet den, vi har pyntet den op med gran, vi har sat fire lys, idet vi har indelt cirklen, kransen i fire lige store dele. Tegner vi en linie mellem disse fire lys, får vi det vi kalder for et kors, det kristne kors, symbolet på den kraft, som hele julen indebærer i hele sin mægtige styrke, hele sin vidunderlige udfoldelse. Men ved vi også, at når vi tænder det første hjul, første søndag efter vi nu skal sidde og hygge os med en kop kaffe, en kop chokolade og noget dejligt julekage købt hos bageren, og vi mærker den mærkelige stemning, som nu engang er julens egen, da tænder vi det første lys for advent, for julen.

Hvad er det vi adventer. En stor stor begivenhed. Jeg nævner specielt det i dag, i aften, fordi vi mennesker, eller menneskebørn, som foreløbig er nået frem, hertil hvor vi er nået igennem årtusinder, tidsalder efter tidsalders opbyggen, fra et lille væsen op til et voksent væsen, ja endnu længere tilbage, fra jordklump og frem til halvdelen af det, der skal bringe os frem til den endelige store fødsel, frem til vores fuldkommenhed, når vi fødes ud af vores solsystem, til en verden, hvis lys, hvis visdom, kærlighed, ingen grænser kender, et noget vi er på vej til igennem årsrytmen, at lære liv for liv, år for år, og hvor den samme rytme gentager sig måned for måned, ja dag for dag, uge for uge, time for time, minut for minut , sekund for sekund.

Vi går ude i skoven ude i naturen, vi har måske mulighed for at høre, hvad bækkens vidunderlige sang fortæller os, når den synger sin melodi, den sagte rislen. Måske vi hører et sagte let vindpust igennem træernes kroner. Den der virkelig har sindet opladt vil med noget af den fantasi, der skal blive så vidunderlig i fremtiden efterhånden, som vi vokser op til et større større menneske, da vil vi kunne høre, hvad træernes kroner hvisker, denne forunderlige hvisken, som er kærlighedens rytme - jeg elsker - det er det, som vi får, for når vi er gået ind i den store skole, bevidstgjort om at vi er gået ind i den, i dyrekredsens tolvfoldige skole, skolestuer, de tolv klasseværelser, med - som jeg før har fortalt - rektor i centrum, Solen, ham der skal lære os, ham der står for det hele, ham der giver lærerne besked, uddeler skemaer til os, læreren, som uddeler os vor lektie. For vores lektier, identiske med vores skæbnemønster, et mønster, som vi jo er begyndt at tage hul på, bevidstgjort om dette skæbnemønsters eksistens.

Og vi går videre ud i naturen, hører et lille fugleskrig hist og her, som bærer bud om den kommende vår, hvor guldnæbbede små ret skal udfolde deres livs lyst, deres parringsglæde, deres jubel over den vidunderlige Sol, det vidunderlige liv, glæde, sig og synge og juble mod sky som det hedder, juble kærlighedens velsignede rytme ud i naturen, synge om kap med så meget som vi ikke hører, fordi vores ører ikke er egnet og endnu uddannede til at høre disse liflige skønne toner som al naturen synger. 

Forårsjævndøgnet lokker i det fjerne, den åndelige sol i juletiden, er i færd med at vise sig over horisonten, de første stråler skinner frem allerede nu, umærkeligt for de øjne vi endnu ikke har fået åbnet for åndens Sols lys,  men mærker det i vort sind.

Hvordan mærker vi det. Ved på mystisk vis, uden vi dissekerer det, uden vi analyserer, dybdeanalyserer det,  den mærkelige strøm af forventning af glæde, som lister sig stille ind i vort sind, åbner vor sind, vor sjæl til fest. Hvad fester vi for? Det lille Jesusbarns fødsel. Enhver som er begyndt at kunne tænke, som følge af den udvikling, vi har haft bagud igennem de lange tider, vi har haft til at nå frem hertil og nu.

Når vi læser evangeliet, som har en forunderlig kraft, Juleevangeliget, og vi senere gennemgår de forskellige satser, de forskellige stanser, de forskellige ord, som er skrevet, da læser vi om et skønt eventyr. Barnetroen, som mennesker siger, jeg har dog endnu min barnetro. Smukt. Men de mennesker glemmer, at de vokser op fra barnetroen til livets ubønhørlige alvor, og før mennesket har sluppet disse spæde sandheder som barnetroen giver og virkelig kommer til at blive stillet til ansigt med livet, vort skæbne mønster. Sådan som naturen har lagt det, som vor store Fader bygmesteren, universets bygmester, har tegnet det, og vi ved at i denne tegning er en cirkel, drejet med et centrum, hvori en del af hans mægtige skaberånd, skaberkraft , en stor  bevidsthed, som er uddannet af Ham,  som alle de andre store bevidstheder, der er centret i de øvrige solsystemer over hele universet, og som underviser på samme måde med centrum i en dyrekreds, en bevidsthed, som bærer samme navn, vores solkerne, vores solbevidsthed, Kristos, Kristus. Og vi er vokset frem til det af uhyre lidelsers vej, meget svære skæbnetunge slag, der rammer os - og har ramt os. Og vi ved, at der er et lille stykke tilbage endnu , så er vi dog nået så langt frem, at vi forstår på julesangen "Dans lille barn på moders skød, thi i dag er os glæden givet".

Vi studser et øjeblik og tænker, hvilken glæde læser vi i evangeliet, og går vi det efter, så finder vi nogle mærkværdige sætninger, som siger det intellektuelle udviklede og tænkende menneske, at det jo i virkeligheden er det rene skinbarlige nonsens, der står skrevet i ord, printet med skriftens tegn.

Det siger sig selv, at når vi taler om det lille Jesus barn i krybben, og vi taler om, at han er født i julenatten og en stjerne tændte sig på himlen, en stjerne vi kalder for Betlehemsstjernen, og vi hører om de tre hellige Konger, som ser denne stjerne og hver fra sit land, sine områder på jorden, kommer til det lille Jesus barn med deres gaver og ligger for foden af denne lille båre, denne lille vugge, som en far, en mor har beredt det lille Jesus barn. En krybbe med korn, kornakset var hans leje.

Så studser vi jo rigtignok, når vi hører, de kom med tre gaver til ham, tre vidunderlige julegaver, nemlig guld, røgelse og myrra. Vi har lov til at spørge fornuftsprægede, som vi jo efterhånden er bleven og tvungen igennem naturen selv til at blive og tænke  efter - hvad i alverdens lande og riger skal dog det lille Jesus barn med guld, for slet ikke at tale om røgelse og myrra.

I den nye tidsalder, som vi jo netop har indledt, ca. 25-26 år har vi været i vandmands tidsalderen. Denne nye tidsalder, som bliver så uendelig rig på oplevelser for mennesket, fordi mennesket er udviklet intelektuelt følelsesmæssigt, evnerigt, til at fange meget meget mere af tilværelsens underfulde dejlighed end tidligere, da vi bare levede - om jeg så må sige - fra fødder og til isse, med alle de instinkter, som først og fremmest før noget andet skulle tilfredsstilles og med et "Jeg er" begreb ubevidst, som var et krævende, jeg vil ha’, jeg skal ha’, jeg er det hele o.s.v. 

Så er det da ganske klart, at vi begynder at tænke lidt efter, og ved at tænke og igennem dette budskab at tænke, at kunne sige, at vi kan tænke og bør bruge tanken, så vi forstår, hvad det vil sige, at vi øver os i, at tænke før vi taler, tænke før vi handler, en udvikling, som vores lærebog nu forlanger af os, vi skal kunne udenad, en tabel, for at kunne regne hurtigere end vi gør, mere rigtigt, mere fuldkomment.

Så får vi igennem denne tanke, denne sporing af studiet - når vor ånd begynder at studere naturens lov - fordi vores ånd igennem sin væremåde i kraft af vor bevidstheds udvikling, nu er i stand til at trænge så stærkt igennem og fortælle os - og hviske os mennesker i øret - hvad disse uendelig gamle symboler egentlig betyder.  I julenattens eventyr er en kode lagt, som ikke alene fortæller os om den fysiske Jesus, den historiske Jesus, som var en Mester, lige som Budhha var det, lige som så mange andre mestre er trådt frem på det fysiske plan for at hjælpe os, for at vejlede os, trøste og styrke os i kampen for arbejdet, for at nå frem og bryde det mørke, der tegner sig foran os og derved samtidig med den brydning, med magt, kraft, styrke, energi fra det indre, ved Kristi hjælp er i stand til at bryde igennem mysterierne, og lade dem fortælle, hvad de har at fortælle os. 

Denne kode, denne formel, som nu julenattens eventyr giver os, tegner sig for noget ganske andet end det, vi tradiotionelt og dog i kraft af det der er gemt bag ordene, så vidunderligt oplever.

Se, hvad vi har talt om, at kirkerne bliver mere og mere tomme, men juleaften, når lyset skinner fra kirken ud igennem de farvede ruder med sin skønne mosaik og kaster et billede ud på sneen eller på vejen udenfor, man ser lyset i kirken, og når vi har oplevet det og er på vej til kirken og klokkerne kalder sin vidunderlige Aum lyd over hele den lille landsby eller storbyen.  Den dag hvor kirkeklokkerne forstummer, da er det ikke så rart at være for mennesker, der ikke har forstået det dybe i evangeliet, men for dem der har forstået det, da klinger klokkens klang i vort indre, som en påmindelse af den store fest, de store begivenheder, der tager sin begyndelse.

Et års ny fødsel, lyset i naturen som på ny fødes, på denne halvkugle hvor vi lever, i de nordlige egne mere end andre steder.

Vi drages til kirken, hvad er det for en mystisk kraft. Stjernerne skinner på himlen, hvis skyerne er borte. Eller snefnuggene falder sagte og fint og klæder landskabet i sin hvide uskylddigheds rene dragt. Vi går ind i kirken, orglet bruser, vi mærker, som det lille barn måske mærker, når det modtager sin dåb og præsten udtaler de smukke ord "at nu bliver det lille barn kaldt ind til at være medlem af Kristi rige" -  måtte det dog bare være sådan.  Så mærker vi, når vi rejser os i det øjeblik præsten begynder på evangeliet, "Det var netop i de dage, hvor Kvirinius kaldte til mandtal", det vil sige, hvor der kaldes til mandtal. Alene i det navn ligger der en bestemt hentydning til noget kosmisk, de forskellige navne vi hører, der er navne på de planeter, vi henholdsvis kalder Saturn, Jupiter, Venus og hvad de nu hedder allesammen, endnu skjult for den profane menneskeheds øjne, det vil sige dem, vi kalder for yngre brødre og søstre.

Den dag kommer, hvor kirkernes porte lukker, og da er vi udviklede til at være det, som kirken byder os ind til at blive igennem ordet - hvis i forstod det - igennem den fortolkning, som det var meningen skulle blive til menneskets lykke, til menneskets ophøjelse, til forædlings processen af det menneskelige hjerte, sind, hjerne, alle funktioner i hele mennesket. For at nå frem til dette guddommelige øjeblik, hvor mennesket træder ind i evigheds bevidstheden og bliver et med Faderen, et med Sønnen, et med Helligånden, et med alt levende skabt. 

Så er det studiekredsenes arbejde i de kommende tider inden for denne tidsalders begyndelse at hjælpe til der, ikke hvor kirken svigtede, men hvor den havde fuldbyrdet sin opgave derfra og hertil. Og der er det mit ønske - om det kommende år må bringe jer dybere ind i erkendelsen af den vidunderlige natur, som vi er medlemmer af, og som vi selv er med til at skabe. Det liv vi selv er med til at forny igennem vores åndedrag - det - den spirende kraft i naturen vi er med til at fuldbyrde indtil vi når centrum, midten, indtil vi når midsommerfesten, forunderlige dejlige festligheder, spirekraften, igennem vores tankevirksomhed.

Idet vi ved at tænke, før vi taler, bliver udviklet hurtigere end vi nogensinde kunne drømme om, heldigvis da, lykkeligvis da, udviklet til at være identisk med skaberånden, thi, når du tænker, før du taler, og tænker før du handler til at begynde med, så godt det lader sig gøre - øvelse gør mester - så forlener du ordet med Kristi kraft, intet mindre.

For Kristus er tanken, Kristus er skaberånden, den mægtige bevidsthed, som lever ude i rummet, lever også i vores sol, lever også i dig, i mig, i os, det er vitterlig gjort igennem symbolernes mærkelige, sjælelige, sjælens sprog, som ordet, den almindelige glose ikke kan forkynde os, ikke kan forstås, men det er mærkbart, vi mærker det, jeg kan ikke tro andet, end at mange af jer må have mærket det. 

I kommer til vores endnu spæde forsøg på at skabe et lyscenter. Man har sagt at hvor en studiekreds begynder, og jeg ved hvad jeg taler om her, da tændes et lys i det land, hvor studiekredsen samles, kaldt til arbejdet, af hvem, af en mystisk kraft som giver evne til at helbrede, styred af fornuften giver evne til at bygge, velsigne træer, velsigne sten, velsigne mineralet, velsigne dyreriget, velsigne dyrmennesket, som så vokser, som du selv - frem til det virkelige menneske, alt det ligger gemt i julenattens eventyr.

Menneskene ved endnu ikke, og præsterne heller ej, at hyrderne på marken er en maskering af begrebet, de indviede simpelthen de indviede.

Nu må du ikke tage mig det fortrydeligt op, at jeg siger noget i aften, som du i og for sig i din dagsbevidsthed skal glemme, men alligevel bevare dybt dybt i dit hjerte, dybt i din sjæl.  Du er trådt ind på indvielsens vej, det er bare sådan, at når mennesket nærmer sig begrebet indvielse, så glæder de sig så umådeligt til den store begivenhed, der finder sted. Den er umærkbar. Man mærker, at mange ting tilsyneladende bliver sværere, fordi når mennesket når derhen, så kræver de, at få afbetalt deres gæld til natur, til mennesket, til alt levende skabt. Og derfor sagde Mesteren Jesus "du skal betale til sidste vid".

Vi går tilbage til julenatten, Betlehemsstjernen tegnede sig, det siger sig selv - at disse tre hellige riddere, disse tre hellige konger, som jo i virkeligheden var astrologer, det fortæller evangeliet også, men præster og videnskabsmænd har endnu ikke fundet koden, de er blot på vej dertil.

Så fortæller det os ganske nøje, hvad det var, der egentlig skete, der sker med dig, med mig med os i julenatten og de tolv hellige nætter, som bygger ud i det øvrige år med januar, februar, marts o.s.v., og ved, når vi går til ro og bliver stille i os selv, blot at nævne for os selv i vort inderste: "Jeg vier den ånd, der fødes i denne hellige nat, til at arbejde i kærlighedens tjeneste".

Og du så stille sover ind, hvis du da kan, så vil den kraft, som vil lyse ind i dig med et usynligt lys, ved du, hvorfor det er usynligt, fordi det er så stærkt, at et fysisk øje ville blændes totalt, hvis vi kunne se det. Så lyser det ind, besætter bogstaveligt talt alle vores forskellige organer, hvert atom i vore organer, modtager dele af denne kraft, på samme måde som du har en pose med sukker, og du kommer til at tabe, spilde en dråbe vand ned i denne pose, ja, forsåvidt i en hel sæk.

Så ifølge naturens lov, vil hvert sukkerkorn, hvert lille korn opsuge sin del af den vanddråbe, som dryppede ned, hvor, det er klart, at jo større sækken er, jo mere umærkeligt bliver det for et menneske at kunne konstatere det, udover kosmiske forsøg, vil vise os til, at det er rigtigt, det jeg her taler om. 

Men sådan umærkeligt vokser vi for år til år igennem tidsaldre, slynges vi til bevidsthed, bygges vi til bevidsthed om den Ene Stores nærværelse, i mig, i dig, i os.

Hvorfor kan jeg sige sådan, vi kan jo ikke godt sige andet end mig, dig, os, det er intet mindre, samlet, den hellige treenighed, vi er et. Det lærer vi, vi lærer, at det var ikke alene de indviede som adventede den store kalden, som viste sig i Betlehemsstjernen.

I ældgammel tid da havde man meget øje på en stjerne, man kaldte for Spika, det er en dobbeltstjerne. Når astronomerne, de første astronomer, så ud mod denne stjerneegn, da så de bogstaveligt en mærkelig sort nathimmel bag Spika. Man kaldte det for den mest stjernefattige egn, indtil vi fik større okularer, større kikkerter, større objekter til at se med. Så så vi, ved at fotografere dem, den ene lille stjernetåge efter den anden, millioner. Og det viste sig, at hver lille prik, det var en galakse, som består af millioner af solsystemer. 

Vi er medlem af en galakse, tænk, netop tænk, ved du, at din nyre består af en million små bitte partikler, som hver især er opøvede gennem umådelige tidsaldre til at fungere som en nyre gør, ved at udskille og forene, det dårlige skal væk, og det brugbare skal skilles ud, en million.

Ved du, at de hellige gaver, som disse tre konger, for det var konger, for det var kongelige gaver, de kommer med, det er gaven kærlighedens legeme, den anden er visdommens legeme, som henholdsvis er Venus kærlighed, og Jupiter visdommen, og endelig vores evighedsvæsens bevidsthed Vulkan.

Ved i, at det er indvielse, i får her. Højtideligt, lad være med at tro, at jeg er andet og noget som helst end jeres oprigtige hjerteven. Hvad du føler for mig, har intet for mig at sige, men hvad jeg føler for dig, hver især, det er alt for mig, alt for guderne, alt for Kristus. Thi jeg er, som du, Kristus, endnu som et spædbarn, men vokser sig, lige som det lille Jesusbarn voksede sig igennem årene op til den herlige skikkelse, som vi kender fra den bibelske legende.

Men hvad er guldet , guldet er alle disse tre tilsammen, myrra og endelig røgelse.

Hvis man skulle tage dette bogstaveligt talt, så er det fuldstændig vanvittigt, at komme og lægge røgelse og myrra for foden af det lille Jesusbarn, mens han lå i halm. Der gik jo ild i det. Men ser vi det ret, så har vi oksen inde i den lille hytte, som jo bare var en stald, stalden i os, er det menneskelige hjerte, og krybben er det samme som sarkofagen i det store indvielses tempel nede i Ægypten. Den samme - og oksen det er den del af Sphinxens krop, selve hovedbestanddelen, så kommer halen som jo i og for sig er identisk med løvens tegn, med ildtegnet og selve det menneskelige, som er identisk med Johannes i den bibelske legende. De fire evangelister er samlet der, det er intet mindre end det jomfruelige væsen, selv om man taler om Johannes, Iohannes, som i har lært, tilbage har vi fuglen med vinger.

Den store pyramide dernede med sin respektive Sphinx, der ser men i hvert fald tydeligt, de tre her nævnte legemsdele, men man ser knap nok vingerne, som er slidt af ørkensandet, som har hvirvlet forbi den i de mægtige storme, der har jublet hen over ørkenlandskabet. Sphinxen, mineralet, når du tænker ude i naturen, når du går stille, og det er der ingen der vil bebrejde dig, taler du, så tror de, du er vild, du er syg, du er tosset. Men går du stille sammen med de andre, du kan også tale, imens du udfører denne din hellige pligt, tænker smukt, tænker godt, så ved hver sten, hvert græsstrå. Alt i naturen, grenen på træet, bladet på træet, dyrene, alt, som du kan rumme i din bevidsthed, vil opsuge denne tanke og fortsætte sit liv, liv, som du har stimuleret sammen med alle dem, som kan tænke som du.

En ny tidsalder er på vej, vi er inde i den nu, et mægtigt opgør stander til foran os. For så vidt er denne jul en ubemærkelsesværdig jul.

Der er et år tilbage, så er terningen kastet, der bliver ikke spurgt om mere. Men vi ved, det er til gavn, til velsignelse, for menneskeslægten, alt levende skabt fremefter. Nu renses forureningen, forurening i yderverdenen, fordi igennem uhyre pinsler renses menneskeorganismen, menneskesjælen fra slagger, fra alt det vi kalder for svindel og bedrag.

Nu - 2000 år efter at Jesus blev født - og vi kender hans fødselsdag, som bogstaveligt talt er noget ganske andet end julenatten, den historiske Jesus, hvis ord har sådan en magt, sådan en styrke, at det kunne holde igennem 2000 år, dog ikke uden at blive hørt, men uden at blive levet. Nu vil det blive levet, ikke i præstedragt, ikke i fornemme klæder med forskellige symboler hængt omkring sig. Alene ved julenattens gave, kærligheden, vil dine øjne stråle stærkere og stærkere end lyset igennem vinduerne juleaften.

Når menneskene derinde rejser sig og står op for at lytte til juleevangeliet: "Det var i de dage, hvor der taltes til mandtal", alle atomer i os tælles, alle stjerner tælles, alle planeter tælles, alt tælles til mandtal.  Jo, det er i orden, orden betyder kosmos. Og det er det, vi skal arbejde frem efter.  Julenatten i Betlehem, Betlachem, som jeg har fortalt jer, det hedder, betyder huset af brød, direkte oversat, brødhuset, hvilket skal oversættes som det fysiske legeme. Og derfor har de gamle Faraoner et kornaks, et kornaks, og det er udtryk for Spika, Spika som er livets stjerne der, dobbeltstjerne.

Man forvekslede dem med Venus, fordi de strålede så stærkt, men nu ved vi, at Spika er identisk med akset, som ligger i krybben, som det lille Jesus barn ligger på i sin nøgenhed, menneskesønnen på strå.  Jeg har set menneskesønnen på strå. En mærkelig oplevelse i en gymnastiksal, hvor vi var mange, der havde søgt og samlet strå sammen til de små, som var kommet med en skibsladning og simpelthen lå i deres egne ekskrementer, mens danskere stod og kastede sten ind igennem vinduerne, og det var iskoldt udenfor.

I vrede, i hævn, se til fjernsynet, hvor let det er at ophidse millioner til at knytte hænderne , true og råbe, råbe, hvad sker der, ingen forstår det, ingen ved, men menneskene er begyndt at tænke hvorfor, og hvordan. Et lys fra himlen, fra solkernen, livets lys, stråler ned over vor jord. Et kosmisk lys - og får sådan et overtryk ind i alle vor organer, at det presser de rå kræfter ud, de kommer frem på overfladen - og nu skal det ud.

Vi ved, at den Kristus kraft, jeg her taler om, den vil styre sig ind i vort blod og give vort blod kraft, gi’ vort blod noget ganske særligt, noget igennem hypothalamus her, da vil identisk med Betlehemsstjernen, som i virkeligheden er Betlehemsstjernen i vores indre univers, da vil vi kunne modtage Kristus kraften, bevidstgjort, og den sender Kristus hormoner ud i blodet.

 Du aner ikke, hvad du er for et menneske, derfor siger Mesteren på korset "Mor, se din søn, og nogen svarer, se det i mennesket". Alt det skal vi ikke spekulere så meget på end noget andet og undre  os over, at man ikke har fundet større værdier ud af disse prægtige budskaber. Vi har en opgave at løse, studere og studere. Ikke alene skriften - så meget som vi nu kan overkomme - så meget, som vi nu kan si fra af det, der har værdi, og det, som ikke har nogen som helst værdi. Fordi bibelen, må jeg sige her, er en tilsyneladende nonsensbog, det er noget guddommeligt roderi altsammen, men der er vidunderlige ting, som er opbevarede, som kræfterne, skæbnekræfterne, Mesterhirakiet, har bevaret igennem tiderne.

Sådan er du selv, en sådan bog, med mange mange mærkelige ting i, det skal væk, det er det også. Men det kommende år det byder dig velkommen til et mægtigt arbejde, lad være med fra julenatten at sige "bare lille mig". Jeg kan, jeg vil, jeg skal.

Hvorfor kan jeg. Fordi en guddommelig bevidsthed har skabt mig. Derfor er jeg nødt til at være bevidstgjort i hans væsen. Måtte dine øjne i det kommende år stråle af den lyskraft, som svagt stråler ud juleaften igennem vinduerne fra en kirke, bygget af sten.  Her, fra den levende kirke, må orglets brus, tone igennem dit strå, måtte jubelsangen, salmesangen, give mig en salmetone, måtte den få lov til mystisk at klinge i hvert ord du taler. 

Det, er det kommende, det får du ikke lov til at opnå endnu i år, heller ikke jeg, det er vi ikke nået til endnu.  Men hver sten. I hver sten - er den guddommelige bevidsthed skjult, oh skjulte liv, i hver sten, i hvert mineral, i hvert blad, i hver gren, i hvert træ, i hvert dyr, i hvert menneske, i alt levende, skjulte kraft.  Den åbner du ved at møde verden og ikke igennem dig. 

Jeg har set et uheld, som ramte vores elskede Grete, ramte hende da hun faldt, vi begynder ikke at fortvivle over det, hun betalte en del af sin gæld.  Jeg har også måttet betale en del af min gæld, også I, det må vi gøre, men til forskel fra tidligere liv er vi begyndt at forstå hvorfor.  Den, der kan det, har én gang for alle betalt den gæld, som vi skylder naturen.

Hvordan kom vi til at skylde naturen noget? I kraft af uvidenhed.  Naturen har fuldstændig tjek på, hvordan enhver begivenhed skal klares, ganske enkelt, og den tager ingen hensyn til, at jeg bilder mig ind at "Jeg er". Den ved, hvem jeg er, og hvor jeg er, og hvor jeg står.  Og der, er din regning. På den lærdom skal du vokse, og det har fået mig til at forstå , at det gode jeg får lov at gøre, for det kan jeg intet kræve, men for de fejltagelser jeg begår i min uvidenhed, for dem må jeg betale, og på det skal jeg vokse.

Hvad skal jeg ønske mig, til hvad, til at kunne mestre de opgaver, som den store guddommelige, livets Mester, lægger i mine hænder at udføre, på hans vegne, i hans ånd. Det er simpelthen ganske almindelig daglig tale, selv om det lyder præstelig, selv om det lyder kirkeligt.

I denne hellige aften, for det er en hellig aften, fordi vi er kaldt sammen, store som små, i virkeligheden tilsyneladende og dog er vi et, vi er lige langt, så forstå, at det er kræfter, der har ført os sammen til et noget, som vi knapt nok ved, hvad er.

Men vi ved, at der er noget, der venter os, opgaver der skal løses, som kun vi kan løse. Du, du og jeg, og præsis det får vi for løsen.

Jeg forstod ikke, da jeg var hos en adept i Sverige for mange mange år siden, og vi var nogle stykker, og de morede sig med at se i hænderne. Og så så han også i min hånd, og så sagde han bare, og jeg var nervøs for, hvad han skulle sige, meget nervøs, for man ville jo gerne både det ene og det andet, jeg skulle jo være en stor mand. Og så så han min hånd og gjorde sådan, klask, og så smilede han, han sagde ingenting. Så sagde jeg til ham, hvad så du?

Så drejede han sig om, han var allerede henne ved den næste "Dig - du er født for at løse en ganske bestemt opgave. Når du har løst den, så træder du (se det sagde han klogt, for det var min sidemand nemlig også, men ham kunne han ikke sige det til) sådan var det bare. Også du er født til at løse en bestemt opgave.

Nu har jeg den skåret klart her, men det er ikke noget, vi skal snakke om nu. Men lad mig slutte med at sige. Den julefest, som vi fejrer i år, er forberedelsen til den næste jul, hvor den store Kristus konstellation finder sted et par dage før 13ende - dagen, fantastisk, den største begivenhed i vores udviklings historie.  Ingen ved det, ingen vil tro det, nej - for nu spiller de mørke kræfter op til deres sidste anstrengelse, våben, våben, had, skrig. 

Når det lille Jesusbarn kommer ud af moders skød og giver et lille skrig fra sig, så er det jo et lille barns skrig, som er en følge af lyden, som skal blive til lys, skaberkraft, skaberenergi. Sådan som dyrets angstskrig i fortidens skove lød, da det løb for sit liv, forfulgt. I dag og fremefter vil vi høre et skrig, et angstskrig, et råb om hjælp fra hele menneskeheden.  Men det var den første bøn, der lød, igennem lyden i urskoven, i tidernes morgen.

Det er den første lille bøn, vi hører, når det lille barn giver skrig fra sig. Det er den største bøn, den store bøn, når vi skriger i vores angst, i vores dødsangst, i vores døds pine, i vores smerte. 

Men naturen lader det ske, for det blod, der vælter ud af de såredes legemer, bliver opsuget af jorden, på samme måde suger til sig den Kristus kraft, som er livet, der er i de røde blodlegemer, og strømme af blod vil blive suget op, det er hemmeligheden ved blod og jord.

Det er det, som der kommer til at foregå for jordens skyld for jordens udvikling. Jorden vil komme til at stå i en meget meget vanskelig situation i sin bevidsthedsudvikling. Nuvel, jeg er selv en del af jorden, kommet af jorden, afleveret tilbage til jorden og skal igen opstå af jorden, men det er mit legeme, ikke mig.  En dag skal "Jeg er" blive mit legeme, min jord, det er det, der ligger bag Kristus fødslen, Jesus fødsel, som skulle blive Kristus i julenat eventyret.

Den historiske Jesus, ham ved vi, hvornår han er født, han er født i juli måned. Og han er født 2+7 år før vor tidsregning, og vi har også klokkeslettet på ham. Alt det har Mesterhirakiet fuldstændig klarhed over. Men det er ikke ham, det er Kristus i Ham, som er det store gennembrud, derfor ligger der en mystisk kraft i juleevangeliet "Det var på de tider osv.", hvor mennesket rejser sig op og stående hører, da præsten forkynder det lille Jesus barns fødsel i Bethlehem.  Hvorfor? Fordi hvert ord har en mystisk kalden, der taler til sin, vores store bevidsthed, som bejaer det, der bliver sagt, det er et helligt øjeblik. Mesterhirakiet og de store kræfter i naturen bruger det øjeblik, til at sende deres tankestrøm, deres visdoms energi, deres kærlighed, ned og befrugter det jomfruelige princip i mennesket, derfor er barnet født af en jomfru.

En vidunderlig tid går du i møde, lad os dog følges ad, lad os snakke sammen om vores vanskeligheder. Når vi rejste os for og tog hinanden i hånden, da dannede vi ringen, vi dannede Gralen, og mægtige kræfter stiger ned. Det åbenbares her, vi mærker det ikke direkte, måske én mærkede det løb koldt ned af ryggen, det ved jeg ikke, det vil jeg regne med, men vi er ikke blevet kaldet sammen for at sidde og kigge på et juletræ med lys.

Juletræet, symbolet, flammen, lysene der brænder, som skal være symbolet på træerne, på planterne, på blomsterpragten derude, som vokser op af Moder Jords skød, ved påskedramaets fuldbyrdelse, forårsjævndøgnets kraft, og selve træet, som spidser sig op med sine føle grene, sine antenner, som suger kraften fra det høje ned igennem stammen og ned i jorden for at fuldbyrde et stykke arbejde der, det er den virkelige sandhed, træets mening. Da står det, med pynt, ja pynt, er det barnligt? Barnet i os, det lille Jesusbarn, er tilstede her og nu – selvfølgelig, men Kristus er også tilstede, det lyder så højtideligt, det skal gå ind i hverdagen som en automatfunktion "jeg er", hvor er min frygt, jeg går lige ind i den og løber ikke min vej.

De andre laver kanoner, kugler og krudt for at  værne sig, ingen krudt, ingen mordvåben, ingen kanoner, ingen tanks, kan forstyrre min fred. Min bevidsthed lader sig ikke forskrække.

For jeg har en magt, en kraft, som er større end alverdens geværer kugler, og krudt. Jeg har sandheden. Hvad er sandheden? Den kan vi ikke tolke, men den er i os. Jeg er den, du er den, derfor, de vanskeligheder, som du tilsyneladende forstiller dig, du skal møde i det kommende år, kast det væk, kast ufuldkommenhed bag dine skuldre og bliv fuldkommen i gud, i natur, i alt, "jeg elsker dig", det er det store julebudskab. Elsker hverandre, lad de andre dø, lad dem kives, strides, som den historiske Mester sagde "lad de døde begrave deres døde". Men du, jeg, vi, vi har ikke tid til at deltage i det, vi har et noget, som er stærkere end alt andet på jorden. 

Tænker før vi taler, og, om muligt, tænker uden at tale. Men hvordan, tænker du? Det skal du selv afgøre.

Julebudskabet, julenatten og de hellige nætter. Jeg vier den ånd, som fødes i mig, i, til arbejdet i kærlighedens tjeneste. Jeg ved det. Jeg er her, sammen med dig, for at fuldbyrde det store under. Sammen med alle vores andre kammerater rundt omkring på kloden, som nu alle er kaldt sammen til mandtal, til orden, for at virke, når det store sker.

Vi bliver ikke Kristus allerede næste julemorgen ej heller julenatten efter den store Kristus konstellation. Det gør vi ikke. Vi bliver det ikke, for vi er det, fordi kernen er i os, men en vej er åben, grib den. Når jeg ved det, er det så underligt, er det uforståeligt, at jeg kan byde jer ind til en vidunderlig julefred, en juleglæde "Dans lille barn på moders skød, thi i dag er glæden os givet". Er det underligt?

Med dette kan jeg, ønsker jer en vidunderlig helsebringende, lykkelig julefest, hvor i samler af julenætternes ubevidste, bevidste, hellige helligdom. Til styrke, kraft, til liv, for ikke selv at skulle udholde. Men at kunne give andre tillid til livet, den tabte tillid, og udholde de vanskeligheder, som nu en gang er lagt i de forskellige menneskers skæbnemønster.

 Glædelig jul!

[TOP]