Kapel 4

Balsamering

Den afdøde blev renset og arbejdet begyndte til præsternes messende klagesang. Overbalsamøren bar sjakal maske som et symbol på guden Anubis, de dødes ledsager der afbildes med sjakalhoved.

En ligskærer laver et cirka 15 cm langt snit i venstre side af ligets underliv og flygter derefter så hurtigt benene kan bære ham, fulgt på vej af sten og forbandelser som en symbolsk straf for at have krænket det menneskelige legeme.

Andre balsamører fjerner derpå de fleste indvolde, balsamerede dem og anbragte dem i fire stenkrukker der ville blive begravet sammen med mumien. Hjernen blev trukket ud. Kun hjertet lod man sidde; som sæde for samvittigheden ville det blive vejet i det hinsidige. de tomme kropshulheder blev renset med palmevin og dækket med flydende harpiks som værn mod snyltere. Det tog 35-40 døgn at trække væskerne ud. Der henvises faktisk til dette tidsrum i skabelsesberetningen, hvor Josef efter Jacobs død i Ægypten "befalede de lægekyndige blandt sine tjenere at balsamere hans fader....Dermed gik fyrretyve dage, thi så lang tid tager balsameringen."

Efter udtørringen udstoppede man kroppen med lærredsstykker for at give liget dets naturlige former tilbage. Snittet i underlivet blev dækket med en guldplade og de manglende øjne blev erstattet med ædelstene. Den rensede skal af det der engang havde været et menneske kunne nu vikles ind. Til indsvøbning gik mindst 150 meter lærredsstrimmel. Skjult i forbindingerne bar den afdøde en skarabæ, en hellig bille udskåret i ædelsten og forsynet med en indskrift, der indtrængende opfordrede hjertet til ikke at vidne mod dets ejer. Undertiden sluttede man af med et kunstfærdigt fletværk af bånd i mange farver. Før mumificeringskunsten gik i glemmebogen, fremkom den med en fornem fornyelse: mumieportrættet. Det blev malet på en tynd træplade og anbragt over mumiens tilbundne ansigt. Det virker fuldstændig som om den afdøde kikker ud af sin kokon og siger: "Se, her er jeg - jeg har overlevet døden!"