En af vores venner Povl Kastrup skrev i sin tid blandt sine
bøger en der er bemærkelsesværdig, som han kaldte for de skjulte verdener. Med
i arbejdet her må selvfølgelig ligge at vi gør os bekendt med de verdener
vi ikke ser, og det er så meget des rarere at komme i kontakt i sin forestillings
evne med disse verdener fordi det betyder en udvidelse af vores bevidsthed som
muliggør at vi kan leve dette liv noget gladere end vi i visse perioder
gør, fordi vi derigennem vil komme til at indse at dette plan så langtfra af
det vi kan kalde for livets plan for os mennesker.
Det jordiske rige er den skole vi har hørt så meget om og hvor
man lærer så uhyre meget som er nødvendigt for at kunne gerere sig, bevidstgjort
på de andre planer. Dette at gerere sig bevidstgjort på de andre planer er ikke
noget der lige pludselig udfolder sig men gradvis bygger sig op, om det skal
i høre nærmere.
Hvis vi tager en passer, trækker benene fra hinanden og
tegner en given linie med det passerben der ikke sidder i centrum, fuldender
denne cirkel, har vi fuldendt en tegning som ene er og har været igennem alle
tider symbolet på evigheden og som også sådan i astrologien og i astronomien
for øvrigt også tegnes som udtryk for Solen, den store livgivende kraft. Når
vi ser denne cirkel, så har vi tegnet omridset af jorden, omridset af solen,
omridset af alle stjerner, planeter, hvad der nu kan komme indenfor livsanskuelses
området, blandt andet også mennesket med dets aura, for auraen tegner sig egentlig
cirkelrund om end man siger at den i og for sig snarere måske skulle kendetegnes
som lignende en æg form.
Vi har noget der hedder verdensægget indenfor den højere okkultisme
hvis man kan udtrykke det på den måde, okkult betyder blot skjult "det
skjulte" men her søger vi at ændre glosen for "skjult" til de
usynlige verdener, og det forekommer mig at der er en forskel. Almene mennesker
som i deres studie interesse begynder at interessere sig for livets mening,
livet efter døden som man siger og disse forskellige discipliner som nu trænger
sig på indefra, de har jo nok i at beskæftige sig med livet efter døden, alene
det at de er klar over og finder at der er et liv efter døden er jo et stort
spring fra at leve en tilværelse som en jeg bevidsthed i den hårde verden
vi kalder for jordplanet.
Men vi har nu tegnet denne runde cirkel, denne runde cirkel
som kendetegner disse forskellige tegn eller det samme tegn for samtlige eksisterende
verdens fysiognomier. Den cirkel er altså nu vores jordoverflade og det er den
vi skal betragte. Trækker du passerbenet lidt nedad imod centrum og tegner en
ny cirkel knap så hårdt optrukket som den første som stadig skal minde os om
jordens overflade, vort nuværende hjem, vor bolig, vort hjem i kosmos. Så vil
du tegne en linie der og en linie lidt nærmere centrum igen og en lidt nærmere
linie centrum idet passerbenene trækker sig mere og mere sammen til at ramme
det passerben der sidder fast i papiret og stukket igennem som selve centrum.
Hele det område som her er tale om og indenfor dyrekredsens
store cirkel, hvor vores cirkel passerer på en koncentrisk måde omkring hele
sin kerne, nemlig solen. Da kommer det billede til at ligne når vi tegner disse
cirkler som en skydeskive som vi har på bakken eller i tivoli eller på markeder
overalt hvor man går hen til et skydetelt og skal skyde, da ser i hvordan der
er en cirkel og mange cirkler inde i denne cirkel som viser hvor fint man kan
skyde. Disse forskellige cirkler kendetegner planer som forefindes fra centrum
og udad mod den tykt tegnede streg, nemlig vor jords overflade.
Der er sådanne planer inden i jorden, men da vi lever på jordens
overflade her og nu skal vi hovedsageligt beskæftige os med de linier vi vil
kunne tegne når vi strækker passerbenet længere ud og tegner tilsvarende linier
som var indenfor den tykke linie dem tegner vi udad og tegner forskellige linier
i tal, det er ligegyldigt hvor mange vi tegner det er alle sammen områder hvor
livet finder sted, hvor bolig for livet eksisterer. Men vi skal navnlig tegne
en linie som er særlig interessant for os og det er der hvor astral planet har
sin slutning, inden jeg går så vidt og gør rede for det må jeg fortælle.
At alt hvad der eksisterer, det vokser fra det små til det større,
og man kan også sige at der er en anden retningslinie vi har for øje i det vi
skal beskæftige os med dette emne, det er at en ting feks. et æterlegeme som
vi alle sammen er i besiddelse af da æterlegemet er en betingelse for livets
væren i den fysiske organisme, livets eksistens.
Så må vi gøre klart at denne masse som vi taler om er æterlegemet,
den bliver svagere og svagere som lyd gør som synsevnen gør efterhånden som
vi ser fremefter uden kikkert uden andre muligheder end hvad vores øjne er i
stand til at kunne se og fornemme, men denne aftegning i tæthedsgrad den ser
man også gøre sig gældende overalt i bølgelængder, osv. osv. en ting som er
meget stærk i centrum bliver svagere og svagere udefter efter almindelig menneskelig
syn med de af os grove sanser som vi er i stand til at kunne anvende og som
eneste mulighed for at betragte livet, sansemæssigt oplevet, disse sanser som
foreløbig er grove er også grove i sin inderste kerne og tynder mere og mere
ud efterhånden som tid udvikler sig, det vil sige at efterhånden som inkarnationerne
ligger bag os, så bliver vores sanseorganisme finere og finere, tyndere og tyndere
om jeg så må sige.
Kan vi forestille os et noget som eksisterer i fast form men
som man kan se igennem, vi kan feks. tage en rude, et vindue, når vi går indenfor
indramningen så har vi et stof der som vi kan se igennem, i det store og hele,
og dette at man kan se igennem det, uden at kunne komme igennem det med sin
finger hvis man prøver på at støde imod det faste stof med fingeren og bliver
bremset så har vi et stof som fortæller os hvordan en ting kan være fast
samtidig med at den er synlig, i det øjeblik at billedflade der fremstår synligt
når feks. spejlbilledet i ruden kommer til at gøre sig gældende men
bortset fra spejleffekten som vi almindeligvis kender og som mænd og navnlig
unge mænd og kvinder kender når de går på gader og stræder, vender sig om og
kikker ind i de store forretnings ruder, det er ikke så meget for at se hvad
for kjoler der hænger i forretningen eller hvad de sælger, det er mere for at
se et billede af sig selv og det er ganske naturligt, man går videre, men man
har oplevet et spejlbillede, hvad er et spejlbillede i grunden for noget,
noget ganske ejendommeligt idet at vores eget lys vores eget udsendte stråleenergi
plus lyset udenfor bliver tilbagekastet når det rammer den flade, altså eksisterer
den flade præcis sådan som et fast stof eksisterer, vi har altså her at gøre
med noget som man kan se igennem.
Der er andre ting som vi kunne betragte på samme måde som er
synlige og usynlige på en gang. På selve strøget der går ned til Kongens Nytorv
der har vi et udstillingsvindue og der viste de en stor sensation idet man havde
fået fat i en rude som ikke afgav spejlbillede, det morede en journalist sig
med at sige, han gik lige ind i ruden og var lige ved at slå ruden i stykker
men han kunne ikke komme længere. Dens mærkværdighed bestod i at den var bøjet
sådan at et spejlbillede ikke kunne lade sig gøre, den kunne ikke tilbage kaste
lyset på samme måde som et almindeligt spejl.