ÆTERLEGEMET & ASTRALLEGEMET

 

 

belyst af Henry Ytting d. 27/2 1981

næste side nu

side1 af 10

En af vores venner Povl Kastrup skrev i sin tid blandt sine bøger en der er bemærkelsesværdig, som han kaldte for de skjulte verdener. Med i arbejdet her må selvfølgelig ligge  at vi gør os bekendt med de verdener vi ikke ser, og det er så meget des rarere at komme i kontakt i sin forestillings evne med disse verdener fordi det betyder en udvidelse af vores bevidsthed som muliggør at vi kan leve dette liv noget gladere end vi i  visse perioder gør, fordi vi derigennem vil komme til at indse at dette plan så langtfra af det vi kan kalde for livets plan for os mennesker.

Det jordiske rige er den skole vi har hørt så meget om og hvor man lærer så uhyre meget som er nødvendigt for at kunne gerere sig, bevidstgjort på de andre planer. Dette at gerere sig bevidstgjort på de andre planer er ikke noget der lige pludselig udfolder sig men gradvis bygger sig op, om det skal i høre nærmere.

 Hvis vi tager en passer, trækker benene fra hinanden og tegner en given linie med det passerben der ikke sidder i centrum, fuldender denne cirkel, har vi fuldendt en tegning som ene er og har været igennem alle tider symbolet på evigheden og som også sådan i astrologien og i astronomien for øvrigt også tegnes som udtryk for Solen, den store livgivende kraft. Når vi ser denne cirkel, så har vi tegnet omridset af jorden, omridset af solen, omridset af alle stjerner, planeter, hvad der nu kan komme indenfor livsanskuelses området, blandt andet også mennesket med dets aura, for auraen tegner sig egentlig cirkelrund om end man siger at den i og for sig snarere  måske skulle kendetegnes som lignende en æg form.

Vi har noget der hedder verdensægget indenfor den højere okkultisme hvis man kan udtrykke det på den måde, okkult betyder blot  skjult "det skjulte" men her søger vi at ændre glosen for "skjult" til de usynlige verdener, og det forekommer mig at der er en forskel. Almene mennesker som i deres studie interesse begynder at interessere sig for livets mening, livet efter døden som man siger og disse forskellige discipliner som nu trænger sig på indefra, de har jo nok i at beskæftige sig med livet efter døden, alene det at de er klar over og finder at der er et liv efter døden er jo et stort spring fra at leve en tilværelse som en jeg bevidsthed i den hårde verden vi kalder for jordplanet.

Men vi har nu tegnet denne runde cirkel, denne runde cirkel som kendetegner disse forskellige tegn eller det samme tegn for samtlige eksisterende verdens fysiognomier. Den cirkel er altså nu vores jordoverflade og det er den vi skal betragte. Trækker du passerbenet lidt nedad imod centrum og tegner en ny cirkel knap så hårdt optrukket som den første som stadig skal minde os om jordens overflade, vort nuværende hjem, vor bolig, vort hjem i kosmos. Så vil du tegne en linie der og en linie lidt nærmere centrum igen og en lidt nærmere linie centrum idet passerbenene trækker sig mere og mere sammen til at ramme det passerben der sidder fast i papiret og stukket igennem som selve centrum.

Hele det område som her er tale om og indenfor dyrekredsens store cirkel, hvor vores cirkel passerer på en koncentrisk måde omkring hele sin kerne, nemlig solen. Da kommer det billede til at ligne når vi tegner disse cirkler som en skydeskive som vi har på bakken eller i tivoli eller på markeder overalt hvor man går hen til et skydetelt og skal skyde, da ser i hvordan der er en cirkel og mange cirkler inde i denne cirkel som viser hvor fint man kan skyde. Disse forskellige cirkler kendetegner planer som forefindes fra centrum og udad mod den tykt tegnede streg, nemlig vor jords overflade.

Der er sådanne planer inden i jorden, men da vi lever på jordens overflade her og nu skal vi hovedsageligt beskæftige os med de linier vi vil kunne tegne når vi strækker passerbenet længere ud og tegner tilsvarende linier som var indenfor den tykke linie dem tegner vi udad og tegner forskellige linier i tal, det er ligegyldigt hvor mange vi tegner det er alle sammen områder hvor livet finder sted, hvor bolig for livet eksisterer. Men vi skal navnlig tegne en linie som er særlig interessant for os og det er der hvor astral planet har sin slutning, inden jeg går så vidt og gør rede for det må jeg fortælle. 

At alt hvad der eksisterer, det vokser fra det små til det større, og man kan også sige at der er en anden retningslinie vi har for øje i det vi skal beskæftige os med dette emne, det er at en ting feks. et æterlegeme som vi alle sammen er i besiddelse af da æterlegemet er en betingelse for livets væren i den fysiske organisme, livets eksistens.

Så må vi gøre klart at denne masse som vi taler om er æterlegemet, den bliver svagere og svagere som lyd gør som synsevnen gør efterhånden som vi ser fremefter uden kikkert uden andre muligheder end hvad vores øjne er i stand til at kunne se og fornemme, men denne aftegning i tæthedsgrad den ser man også gøre sig gældende overalt i bølgelængder, osv. osv. en ting som er meget stærk i centrum bliver svagere og svagere udefter efter almindelig menneskelig syn med de af os grove sanser som vi er i stand til at kunne anvende og som eneste mulighed for at betragte livet, sansemæssigt oplevet, disse sanser som foreløbig er grove er også grove i sin inderste kerne og tynder mere og mere ud efterhånden som tid udvikler sig, det vil sige at efterhånden som inkarnationerne ligger bag os, så bliver vores sanseorganisme finere og finere, tyndere og tyndere om jeg så må sige. 

Kan vi forestille os et noget som eksisterer i fast form men som man kan se igennem, vi kan feks. tage en rude, et vindue, når vi går indenfor indramningen så har vi et stof der som vi kan se igennem, i det store og hele, og dette at man kan se igennem det, uden at kunne komme igennem det med sin finger hvis man prøver på at støde imod det faste stof med fingeren og bliver bremset så har vi et stof som fortæller os hvordan en ting kan være fast samtidig med at den er synlig, i det øjeblik at billedflade der fremstår synligt når feks. spejlbilledet i ruden kommer til at gøre sig gældende men bortset fra spejleffekten som vi almindeligvis kender og som mænd og navnlig unge mænd og kvinder kender når de går på gader og stræder, vender sig om og kikker ind i de store forretnings ruder, det er ikke så meget for at se hvad for kjoler der hænger i forretningen eller hvad de sælger, det er mere for at se et billede af sig selv og det er ganske naturligt, man går videre, men man har oplevet et spejlbillede, hvad er et spejlbillede i grunden for noget, noget ganske ejendommeligt idet at vores eget lys vores eget udsendte stråleenergi plus lyset udenfor bliver tilbagekastet når det rammer den flade, altså eksisterer den flade præcis sådan som et fast stof eksisterer, vi har altså her at gøre med noget som man kan se igennem.

Der er andre ting som vi kunne betragte på samme måde som er synlige og usynlige på en gang. På selve strøget der går ned til Kongens Nytorv der har vi et udstillingsvindue og der viste de en stor sensation idet man havde fået fat i en rude som ikke afgav spejlbillede, det morede en journalist sig med at sige, han gik lige ind i ruden og var lige ved at slå ruden i stykker men han kunne ikke komme længere. Dens mærkværdighed bestod i at den var bøjet sådan at et spejlbillede ikke kunne lade sig gøre, den kunne ikke tilbage kaste lyset på samme måde som et almindeligt spejl.