Skal vi forstå de forskellige planer, må vi forstå en ting, i øjeblikket kan dine sanseorganer registrere at du lever i det vi med vores forstand kalder for den tætteste verden, vor nuværende jord, den fjerde i udviklingen, i den fjerde inkarnation og vi har talt lidt om dette begreb før, har jorden en masse som aldrig nogen sinde bliver mere koncis end den er, men fremefter bliver den fortyndet i sin vibration, tyndere og tyndere og tilbage i omvendt orden den tæthedsgrad som vor jord kan få i sin næste inkarnation, svarer til den tæthedsgrad den havde i sin tredje runde inden vi nåede denne jords beskaffenhed i stof.

Det er altså den tætteste, tætteste vi kan komme i kontakt med og vi har da også det tætteste fysiske legeme som kan frembringes, men der er ting der synes os tættere endnu og her tænker jeg på det vi kalder for jordens centrum. Jordens centrum er et mærkeligt plan, det er en kugle og den er så tæt så den er som det hårdeste hårdeste og jeg tænker her på det nærmeste vi kan forstå det, det er ved at have en stål kugle i hånden og mærke dens hårdhed.

Vi har også diamanten feks. som er så uendelig hård, men vi har altså her at gøre med en ting som er  bemærkelsesværdig og umulig for mennesket af i dag at fatte, idet at den samtidig med at den er så hård, er blødere end det blødeste der kendes, det er altså i virkeligheden to dimensioner der bevæger sig tilsammen og går op i en enhed.

Men hvorfor taler jeg om denne jordkerne, fordi det er der vi har det ene passerben sat ned og har tegnet globalt en rund cirkel, som jorden jo tegner sig for at være i det store og i det hele, lidt fladtrykt ved polerne, runde på sin bevægelse omkring sin egen  akse det er en sag for sig men stort og set er det en cirkel.

Under den øverste overflade som jeg her talte om, den stærkt optrukne linie der, findes nedefter mod centrum to planer, som vi har meget svært ved på nærværende at forstå at fatte, idet deres tæthedsgrad er af sådan en egenart at den forekommer som  at være fast masse for os, hvilket den ikke er for de væsener, og nu må i ikke falde ned af stolen men virkelig tro hvad jeg siger, denne faste masse er himmel for nogen, er luft for nogle væsener som jeg om så må sige, er endnu tættere, ligedan kan jeg sige at efterhånden som vi nærmer os jordkernen, ja så sker der de mærkeligste ting med hensyn til tæthedsgrader.

Der er jo en ild der brænder i vor jord, det ved vi alle sammen, men når vi kommer ned i nærheden af centrum så møder vi den verden hvor ånderne har deres hjemsted, dem vi kalder for race ånderne, vi kalder dem for gruppesjæle, og så spørger man igen hvordan kan alle disse gruppesjæle samle sig dernede og eksistere på et centrum der er jo ikke plads til dem, jo der er, der er samme plads for dem som der er for det som jeg forlods har fortalt jer, nemlig det vi kalder for eksistensen af tone verdener.

Her i dette rum fra forskellige stationer der har sendt over hele verden, jeg tænker radiobølger, ligedan fjernsyns billeder, alle disse billeder eksisterer her i vort rum på samme måde som vi endelig kan sige at ikke alene de billeder kan, alle ånder alle sjæle som eksisterer de har deres vibrationer, vibrerende her i dette rum, det er ufatteligt at det kan lade sig gøre, men vi skal lære at udvide vores bevidsthed ved at ane ved at forstå hvorledes dette fænomen finder sted. 

Vi har en mulighed, når du ser en bus komme imod dig og du ikke har lagt mærke til andet end at den kom dig i møde, så standsede den ud for dig, vi har det mærkelige synsbedrag at når der stiger mennesker op i denne bus og den bliver så overfyldt så du ikke kan komme med og der meldes optaget, så står du og ser sørgmodigt efter den bus der kørte, men efterhånden som den fjerner sig fra dit blik så kan det øjeblik komme ,hvis du er meget dramatisk indstillet, hvor du kaster dig på knæ på gaden og folder dine hænder og takker Gud fordi du ikke var med den bus, hvorfor, fordi du bliver klemt flad, alle de væsener bliver jo fuldstændig maset sammen fordi bussen bliver mindre og mindre og mindre, det gør den ikke.

Her står vi over for et begreb vi kalder for synsbedrag, det samme findes i lydens verden, kommer der en ambulance farende så kan i ganske tydeligt høre hvordan at tonen den daler efterhånden som den kommer længere bort fra vores øre, den høres langt borte som en forholdsvis lav tone, så stiger den og kommer til sin bestemte frekvens som den sender på denne tone og så aftager den efterhånden som den fjerner sig fra vores øre, det ene er et optisk bedrag det andet er et audio bedrag, det vil sige vores høreevne registrer det på den måde.

Sådan må vi som studerer disse ting mere og mere give afkald, samtidig med at vi holder fast på, idet vi skal være jordnære og have fødderne på jorden, så må vi holde fast på den kendsgerning at sådan er det bare, det kan der ikke ændres ved, vi er indrettet for det, afstandsbetegnelser, afstandsfornemmelser er vigtige for os for at vi kan eksistere under den form vi eksisterer, vores bevægelser på gader og stræder gør det muligt for os at se om en bil er tæt ved eller om den er langt borte og vores hastighedsbestemmelser i overensstemmelse med det har  udviklet sig til at kunne indse om vi kan nå  over inden vi bliver kørt over af  denne bil som nu syntes at vædre os , hvis den havde sin samme størrelse hele tiden havde vi ikke det vi kalder for perspektiv.

Perspektiv syntes at være malerkunstens vanskeligste og sværeste fjende, jeg ved det af erfaring, jeg ved hvordan at rofessor der er en mester i begrebet at fatte linierne i et perspektiv og de må søge ham for at få det helt rette perspektiv i et billede. Tager vi til Kina, kineserne og den gamle kinesiske folkekunst, så ser vi hvordan at perspektivet er mere og mere udslettet, der fungerer ikke den samme fornemmelse hos dem som der gør hos os.