Nu det i mente, men lad os se på det mærkelige fænomen vi kalder for æterlegemet og æterlegemets kreds, vi ser hvordan at æterlegemet tegner sig som en skikkelse, som et noget der følger hele vores skikkelse ca. 1 cm. eller allerhøjst 2, stråle ud fra vores organisme.

Den bedste måde i kan komme til at se om ikke æterlegemet så hvordan det ser ud ved i en ledig stund at sidde og betragte en given genstand, et menneske som sidder stille eller hvad som helst jeres øje kan ramme og få det præcise billede af hvordan æterlegemet tegner sig omkring enhver ting, idet vi efterhånden som vi uden at blinke vil fastholde vort blik og mere og mere se at det tåger ud, men til gengæld ser vi en lysende ring omkring alt hvad der eksisterer, et menneske, et lys, hvad det end kunne være enhver given genstand vi stirrer længe på fremviser det, sådan ser æterlegemet ud der ligger omkring det menneskelige legeme, men vi skal forstå en ting og det er vigtigt her at vi følger hele processen, nemlig på den måde at dette æterlegeme ikke holder op ved huden men gennemtrænger helt ind til vores kerne, hele vores væsen.

Vores organer, enkeltvis har også deres æterlegeme og alt det fungerer på en ganske særlig måde sådan så at når vi lukker vore øjne ved døden og kan se hvad der egentlig sker så vil vi se at årsagen til den egentlige død, er at dette æterlegeme, livet beholder så længe vi er i kontakt med det fysiske legeme, det passerer bort fra vores fysiske legeme.

Jeg vil give jer et eksempel, en iagttager ser, som kan se det, ser feks. en som er ved at gå bort, døden indtræffer, indtil denne død indtraf, da havde vi en hånd der kunne trykke igen når vi trykkede denne hånd, vi så på øjne som kunne se os når de var åbne, vi havde ører der kunne høre der lå der og vi havde en mund der måske ikke kunne besvare højt og tydeligt men bevæge sine læberne og gensvare det vi nu sagde.

Døden indtræffer, disse øjne der kunne se os, stirrer ud i rummet, kan ikke mere se, men øjnene er stadig de samme øjne, som så for et minut siden, to minutter siden, den mund der kunne bevæge sig er den samme som for et lille øjeblik siden kunne gensvare vores hilsen til den afdøde inden at de gik helt bort, sådan er det bare, det er de samme organer men de fungerer ikke mere fordi æterlegemet har trukket sig ud.

Dette æterlegeme er ikke bare en tågeskikkelse, den medtager samtlige organer fra hele organismen mens organerne stadig er tilstede men uvirksomme. Nu står vi overfor organer som er helt tavse helt stille, ikke bevæger sig på nogen utænkelig måde, døden er indtruffet.

Ved søvnen, prøv at tænke på det en gang imellem, da er vi faktisk døde, der sker ikke det samme når døden indtræffer, men det er en generalprøve på døden ganske givet, og denne død når den indtræffer så er den en befrielse for mennesket som ikke bruger legemet andet end som et hylster det bliver bemærkelsesværdigt følsomt i den situation hvor æterlegemet og de forskellige andre legemer trækker sig ud, thi alle disse legemer indeholdes endnu et lille stykke tid i det vi kalder for æterlegemet, æterlegemet og æter planet er et ganske bestemt plan, alt hvad der eksisterer af levende væsener planter og dyr ja selve jordkloden ,en levende planet, alt har sit æterlegeme.

Og der kan i se at hvor langt strækker æterlegemet  fra jordens liv sig ud i rummet, det strækker sig, i ved godt at atmosfæren bliver tyndere og tyndere, den æter som vi indånder er jordens æterlegeme men fra jordoverfladen betragtet, det er klart. Men denne æterkraft, den samler sig i selve jordens centrum, det vil sige den gennemtrænger  hele den fysiske jord, den fysiske planet og fra denne æterverden der låner planterne sin æter, det stof hvorved i kan dufte blomsten er plantens æterlegeme. 

H.C. Andersen skriver en meget smuk fortælling om juletræet der bliver hentet af nogle ude i skoven, de har gået i sommer og set dette dejlige træ og har bestemt at det skulle være deres juletræ, de kører derud med slæde og har en dejlig stund, de har en sav med og saver træet over men i det øjeblik de saver stammen fri af selve roden, da sker der et noget i træet som de ikke kan se, nemlig ganske enkelt det at,  det er gået ind i dødens rige, det er gået med som alle andre sjæle går når de går den gang vi kalder for hedengangne.

Men lad os nu se lidt på farven, de kan ikke se med deres fysiske øjne at træet som var så yndigt i sin grønne farve, ændrer sin farve stadigvæk grøn men til en mørkere lød, den kommer ind i en stue der er varm, den bliver stadig mørkere og mørkere til sidst så begynder nålene at falde af, døden har i sandhed gjort sin høst der og en skønne dag så ligger den på møddingen ifølge H.C.Andersens fortælling og vil da kun blive brugt som brændsel og gå alle sjæles vej, al den vej som vi nu skal gå til et såkaldt intet, men fordi den bliver omformet i ilden fra at have været skelettet af et træ der stod ude i skoven og til det den nu er, nemlig aske, da er der ikke sket nogen nævneværdig ting med selve det vi kalder for træets gruppebevidsthed idet at den del af træet som vi stod og så på vender tilbage til sit ophav, nemlig gruppesjælen som har sin bolig nær jordens centrum.