Sankthans d. 18 Juni 1982
Foredrag af Henry Ytting
Vi er rykket meget nær det øjeblik hvor Solen kommer til
at stå på sit højeste, for Nordens vedkommende, og ganske 
langsomt
trækker sig tilbage. Man siger altid inden for okkult hold, at noget nyt ikke
sker på den side af året, hvor Solen begynder at trække sig tilbage. Sommersolhvervet,
Ildkraften er på sit højeste. Vi er i det vi kalder for tvillingernes tegn.
Tvillingerne, ja når jeg fortæller om hvad der sker under jorden, i den tid
tvillingernes kraft har sat ind, så kan jeg fortælle jer at alle de jordløg
som skal deles, for eks. kartofler som skal formere sig, sker netop i tvillingens
tegn, ved dens kraft. Vi ser altså at denne kraft har en bemærkelsesværdig
evne til at dele. Derfor har den også evne til at dele, og deler jo i virkeligheden
her i Norden årsrytmen i 2 dele. Den 21 i denne måned. fejrer vi jo
Sankthans, midsommerfesten.
Når man kommer hertil, så spørger man altid sig selv hvor i grunden tiden er bleven af, siden julefesten den 21 til 24-25 december. Men de fleste mennesker spørger uden at reflektere nærmere, og det har sin naturlige grund i, at de endnu ikke har fået kundskab til det vi kalder for årsrytmens præcision. De har endnu ikke fået klarhed på hvad det hele drejer sig om, når vi taler om udvikling for almen mennesket, vi er allesammen almene mennesker. Men der er alligevel det jeg gerne vil sige til jer, at være rykket over den tærskel, som i uundgåeligt må være rykket over, ellers sad vi ikke her, så forholder størrelsesgraden sig i udvikling, som nu går meget hastig, som fra en bi til en elefant, så stor er udviklingen. Er den mærkbar, nej det er den ikke, der sker nemlig noget ganske ejendommeligt noget. Ligesom at vi når vi fødes og fødes som et lille væsen, faktisk har et gammelt menneskes æterlegeme og æterlegemet ligesom går den modsatte vej og mødes efterhånden som det lille væsen udvikler sig og bliver større og større i vækst, så lækker vi jo ikke mærke til at et menneske vokser bevidst.I kender jo allesammen det fænomen: i så et lille barn, i så en pige på 7 år, i så en dreng på 14 år, for dem allesammen gælder, når der er gået lang tid fra at i har set dem på det alderstrin, at vi siger, nej er hun eller han bleven så stor, det havde vi faktisk ikke ventet.
Hvad siger man om eleven der har haft mod, styrke og kraft i sit indre, for det mærkes ikke direkte i det ydre, til at træde ind over den tærskel, som vogtes af et væsen vi kalder for tærskelvogteren. Dette at man går ind og bliver studerende, bevidstgør sig livet, det stiller store krav til mennesket. I har også lagt mærke til at flere af jer har været alvorligt berørt i jeres karmiske udvikling netop inden for det tidspunkt hvor i navnlig har været knyttet til vores fælles kreds, som tilsyneladende er tilfældigt. Men når vi ved at ingen tilfældighed eksisterer kan vi ikke bruge det, som tilsyneladende andet end vi havde ventet. I virkeligheden så er det noget i har været indskrevet til, tegnet op i det vi kalder for Livets bog, og Livets bog findes virkelig. Der findes et stort rum hvor Livets bog befinder sig, som en alterbog der ligger på alteret, dér indføres de navne som siger JA til at gå videre. At gå videre, det er jo i og for sig det ja man svarer, det er i og for sig en proces som har krævet uhyre tidsrum for at nå frem til. Den mærkes ikke i det store gennem voldsomme festligheder, processioner og hvad der nu er med hensyn til højtideligholdelse af sådan en begivenhed.
Alt stort sker tyst, stille, man kunne også sige, tilsyneladende i det små. Vi hører ikke solen, denne guddommelige kraft, som jo må give en strøm af kraft fra sig også på det hørbare område, et voldsomt spetakel skulle man jo syntes at solen giver fra sig. Vi har den jo ganske mærkbart når vi har udløsning af torden. Tordenens rullen hen over jorden og lynets rasende flammen hen over himlen, det er jo et udtryk for Solkraftens elektriske energi, der nu har samlet sig og kommer til udbrud. Det er som er det en bekræftelse på at Solguden siger: " Husk jeg eksisterer også ." Imidlertid, så er det sådan, det har vi jo mærket igen i de senere dage, at mennesket , sådan som almen mennesket har det, at de så gerne vil opleve freden. De beder i kirkerne, i Guds hus, om denne fred, både i sig selv og for sig selv og for menneskeheden. Men det vise sig, at når der er gået en sum af tid efter, at de har bedt om dette, så indfinder sig i menneskehjertet, i menneskesjælen, ja i alt hvad der er skabt af det menneskelige legeme, både i det synlige såvel som det usynlige, jeg tænker her på Auraen, kræfter der er usynlige men i allerhøjeste grad virksom i hele vor udviklings terapi. Da kan de ikke holde den fred ud, de såkaldte krige begynder.
Jeg vil sige til jer, i ved vi har talt om begivenhederne der skulle komme, jeg er slet ikke glad for og stolt over at sige at vi har haft ret det kan enhver se, men jeg er glad for at vi har talt om det fordi, at de forskellige kan se, at vi har fingeren på pulsen, og det er jo langtfra begyndt endnu for alvor. Det skal være sådan, vi kan hurtigt selv i vort udviklede intellekt, som jo aldrig har været højere udviklet end det netop er nu, og her da kan vi jo meget nemt sige os selv, som jeg også sagde, jeg sagde også til mig selv. Ja naturligvis nu sker det, det er ikke tilfældigt, det kommer ikke bag på hirakiet, det kommer ikke bag på guderne, det kommer ikke bag på den styrende kraft, universets styrende kraft, vores almægtige Konge som vi nævner ved navnet Gud eller Atma eller hvad vi nu vil kalde den kraft for. Den kraft, eller hirakierne ringer ikke hverken til mig eller dig eller nogen af os og siger: " Hør, det er jo ganske forfærdeligt, nu begynder de at slås igen, vi troede vi havde fået fred " det er jo blandt andet en af jeres opgaver at skabe den fred. At de nu slås de igen; det kommer ikke bag på disse kræfter.
Det vi lever i det er en sum af kraft, energi ,liv. Og dette liv er uudslukkeligt, hvor kan du sige det Henry. Vi har set den døende ligge med sine lukkede øjne og sin halvt åbne mund og for at lukke denne mund har man så sat en bibel under hagen, det er en gammel foreteelse. Men i hvert tilfælde, man har også måttet drage øjenlågene ned for at lukke dem, og vi undrer os såre over at det liv er udslukt. Det er forkert sagt, livet er ikke udslukt, men legemet er ophørt med at virke for dette liv som var iboende i legemet, men kroppen den fortsætter en anden form for liv, om den behøver jeg ikke at gøre opmærksom på, det sker enten under jordskorpen eller når flammerne fortærer det fysiske legeme og atomerne er i stand til at blive frigjorte og spreder sig, hvorhen?
Når nu jeg siger, hvad mennesker har meget svært ved at forstå, at når vi fødes til ny inkarnation, må vi anse det for givet at det er nøjagtig de samme atomer der har båret os frem i tidligere inkarnationer, som nu igen samles under et. Hvordan kan det nu lade sig gøre, jeg kom jo i jorden, jeg blev opløst, af jord er du kommet, til jord skal du blive men af jorden skal du igen opstå. Med det endnu svage syn vi har på tilværelsen og dens lovmæssige processer som følger som det fineste, fineste urværk, og der skal vi engang imellem tænke lidt over hvad her bliver sagt, fordi dette urværk er finere end noget som helst andet og det urværk er hele universets lov. Vores univers er indrettet sådan, at alt fungerer i nøje overensstemmelse med den lov, som Guddommen satte ind da han skabte universet. Ligedan i solsystemet som er et univers i det små, sagde: " bliv lys og der blev lys ".
Lyset, er vores forstand, lyset er vores følelseslegeme, lys er vores sjæl, lyset er en flamme, lyset er en kraft udladet, som vi oplever den, når lynet flammer over himlen. Sat ned i det fysiske legeme når en ny fødsel finder sted, så oplever vi mennesker det øjeblik, som vi har valgt til, at fungere videre i et fysisk legeme. Men hvorfor? for dit, for mit for vores vedkommende af to grunde. Ikke blot for at få et fysisk legeme og lære tid efter anden, inkarnation på inkarnation, tidsalder på tidsalder som bærer os på sin rytme frem til det fuldkomne mål, foreløbig inden for solsystemets grænser. Så skal vi jo blot vide, at den kraft som er iboende os, er Gud Selv, hele universets lov. Hele universet fungerer som den fineste mekanisme, hvor fine, fine tråde væver sig sammen, hvor de fineste hjul samarbejder i en klar enhed, og aldrig nogensinde går i stå.
Det udvikler sig, der er ganske vist noget der hedder en Bhramas dag, og en Bhramas nat. Det svarer til når vi går til ro, falder i søvn, træder ud af vores krop og fungerer på et plan hvor vi endnu som almen menneske betragtet er ubevidste. Dette at vi har drømmeverden, det er i virkeligheden undervisning, men en undervisning som tager billedstof , der mange gange kan synes mærkværdig, frygtindgydende eller lykkebringende oplevelser på det sjælelige plan. Fordi vi altid er nødt til for nærværende i vores dagsbevidsthed, såvel som i nogen grad også, jeg siger kun i nogen grad, er nødt til at billedskabe oplevelserne i billedstof selv på det astrale plan. Selv i vor natbevidsthed, vor underbevidsthed oplever vi et noget, som vi sjældent kan huske ret meget af, vi har ikke lært at bevidstgøre vort liv i de andre verdener endnu. I, det siger jeg ærligt, er på vej, men da vi er individuelt skabt, har forskellige fødselsdata både som sjæl og som fysik og oplever individualitet i den udstrækning som vi jo oplever den, så er det ganske klart at vi ikke har den samme oplevelse på samme tid. Men fælles for dem der har nået at få det treide øje åbnet, en begivenhed som ret snart vil finde sted hos jer. Om det sker i denne inkarnation, det mener jeg det vil gøre, men om det først skulle ske i næste inkarnation det er ganske underordnet, fordi her spiller tid ikke nogen som helst rolle, tiden som kun er en del af evigheden. Og da du med din kernebevidsthed lever i centrum af selve begrebet evighedernes evigheder, ja så har det ikke nogen betydning.
Du er rykket stærkt frem til de store oplevelser som Guddommen, som hirakierne har tilbage at vise jer og hvad i har i vente at opleve. Strålende oplevelser, skønne oplevelser hvor livet er modnet til at kunne modtage de kraftstrømme, som i og for sig i nogen grad gør sig gældende i dag i nærmeste tid. Og dog skal vi se, at den blomsterflora som vi fryder os over hvor nu midsommerfesten virker iblandt os, med os og i os, hvor moder jord har klædt sig i sin prægtige dragt, en skønhed uden lige som vi vanemæssigt har gået og kikket på, og det er bleven sådan en vane, så vi knap nok skønner hvor vidunderligt det egentlig er, at have den blomsterpragt for øje. Den blomsterpragt som vil os noget, den blomsterpragt som i allerhøjeste grad kommer til udtryk med sin farverigdom, og hvor farverne er opdelt netop i den struktur. Vi ved at vi har syv farver, som blander sig med hinanden og giver utallige varianter, utallige nuancer. Vi går fra farverne, vi går fra blomsterfloraen over til dyreriget, som har sovet sin vintersøvn under træernes rod, og nu ved forårstid vågnet til live igen. Tænk jer at kunne sove så længe, jamen hvor længe sover vi, når vi sover. Hvor er den tid henne som vi har brugt til at sove i, vi sover ind, mærker det ikke, der er aldrig nogen der har mærket, at de sov ind. Vi tager en sovepille hvis vi ikke kan falde i søvn, og den kan virke og det gør den også som oftest da, men øjeblikket hvor vi glider fra den ene bevidsthedskilde over til den anden, den er umærkbar. Sådan er den anden søvn også, den vi kalder for døden. Den er ikke mere realistisk for væsenet som oplever den, end dette at naturen ved efterårstide visner, planteriget trækker kraften fra sine blomsterblade ned i jorden igen og hviler der , den sum af tid det nu er den beskåret, for atter ved Solens levende kraft at blive trukket op af Moder Jords skød.
Jeg har sagt det så ofte men det er værd at nævne en aften som denne fordi vi er så nær på Sankthans festen. Festen hvor Danmark og Sverige hilser hinanden fra kyst til kyst, med bål, med hilsen med ilden. Ildens fest. Men jeg ved en ild som brænder, og som evigt brænder. En flamme som brænder og som evigt brænder. Den ild, den har været beskrevet på en vidunderlig måde. Den brænder på alteret i form af flammen fra et lys, den brænder overalt hvor livet leves, hvor liv har fundet sit arnested. Den bringer varme. Ilden kan gøre fortræd, ilden kan bringe lykke, ilden kan bringe glæde, det er de to poler som er ildens mærkelige egenskaber. Lad os holde os til det som er vores fra nu af og frem i kommende tider.Der fandtes en orden i England som kaldtes for 'det runde bords ridderne', det er dem som også er identiske med disse berømte riddere som jo i virkeligheden Richardt Wagner beskriver i sine prægtige operaer. Det er selveste den store vogter af Gralen, Gralen, hvad er egentlig Gralen, hvad er det for et drama han skriver om. Det er i virkeligheden dit legeme, dit væsen som er Gralen, det er skålen heroppe som er Gralen simpelthen. Denne Gral er selve ordets rytme. Vi skal forstå det sådan at når vi tid efter anden når til de svimlende højder som er meningen vi skal nå, og vi når hvadenten vi vil eller ej. Men tidsbegrebet som er forskelligt, som er forskudt, lader os selvfølgelig ikke vide hvornår den egentlige indvielse i det allerhøjeste finder sted.
Der er selve bål festen, en kopi af det øjeblik, det store øjeblik hvor vi tænder bålet i skoven, hvor vi tænder det langs strandene, hvor vi tænder det på markerne. Det er de flammer som opbrænder alt det som ikke kan bruges, og som ikke skal videreføres, og som bliver til aske, støv, da oplever vi et noget. Jeg husker en Sankthans aften, som jeg oplevede sammen med min far. Vi stod ude i Klampenborg og så et prægtigt bål flamme, der var mægtig fest derude, flyvemaskiner fløj over stedet hvor vi var, bådene sejlede illuminerede med lys på derude, lys, lys atter lys. Solen var ikke gået ned endnu, den nåede knap nok at gå ned før den skulle stå op, men da kan jeg huske jeg lagde mærke til to unge mennesker som stod betagede den årle morgen der, og så fra gløderne og lyset fra den stigende sol begynde at farve himlen rød. De så ned i gløderne og de så på den røde himmel, de knugede hinandens hænder, dreng, pige, mand, kvinde, det var et håb de ikke kunne udtale som kom til udtryk igennem dette, at flammerne havde fortæret et noget. Mens Solen, som er årsag til lyset, til vores flamme til alt det som brænder inden i os, den var i færd med at gå op, en ny dag for dem varslede noget dejligt. Jeg tænker på den ild som er uudslukkelig, den brænder i dig, i mig, i os, og nu siger jeg noget som jeg godt ved i sikkert vil blive forbavset over, men jeg mener hvad jeg siger, ikke fordi jeg tror på hvad jeg siger, men jeg ved det.
Den ild som brænder, den Sol som brænder på himlen, al den ild som du har kendskab til, det er dig selv. Derfor kan du sagtens nå de svimlende højder inden alt for længe, dem som demonstreres af en Sai Baba som vi hører om ,demonstreres af mestrene, al den viden al den kunnen som rummes i ilden, den bliver din og er din. Den ydre ild den fortærer dig, vi er kun et fnug, et fnug som fortæres, men der er en kerne i dette fnug som kan forbrænde, det er stadig Jeg Er, Jeg er den Jeg Er. Skulle du nogensinde for alvor komme i den situation at du bliver alvorlig bange, da sig i dit indre: " Jeg er Kristus", er du bange for at sige det? Jeg ved igennem tiden, da har jeg måttet holde mange kammerater i hånden, mange medstuderende i hånden når de første gang skulle sige: " Jeg er Gud" det tør mennesker ikke. Det vi,l hvis andre hørte det,også blive betragtet som den rene blasfemi, hvad bilder du dig ind.
Men se nu, du er i livet, du er her, du kan tænke, du kan føle, du kan se du kan høre. Det er den Guddommelige kraft i dig som aldrig dør, den skal bevidstgøres. Den er i alle levende skabninger, også hos den primitive, meget meget primitive som har set dagens lys i meget lave funktioner. Vi skal vide, at om det så er drankeren eller morderen eller krigsmanden eller hvad det end er, så findes det liv, det lys som er skjult i hver sten i hvert atom i hver plante i alt levende. Og det lys er en del af dit eget lys, du giver det næring uden at vide det når du er trådt frem til bevidstgørelse af din tilstand som levende væsen. Og du, når du møder et menneske, lover det i denne aften, hvis du husker det, ikke i ord men i tanke, siger til det menneske, når du har sagt goddag, så siger du med din tanke: " Jeg hilser Kristus i dig ". Så er du med til sammen med hirakierne og i samarbejde med hirakierne, at forvandle sorgens sorte jord, den krigshærgede jord til et vidunderligt paradis af kærlighed, af liv, for liv er kærlighed.
Sådan som vi mennesker oplever det i al almindelighed, da forstår vi uendeligt lidt af de uendelige værdier, som vi ejer inde i os selv. I virkeligheden adskiller du dig ikke fra Mesterhirakiet, adskiller du dig ikke fra de forskellige navne vi foreløbig har hørt træde frem på planet for at vitterligøre om Guds eksistens i os. Jeg skal ikke nævne navnene her udover Krisnamurti og Jesus af Nasaret. De fandt lyset, i dem brød lyset frem. Vi siger i dem, ved du at i dig er lyset, du skal bare bevidstgøre det, uden frygt, kan du sige det til dig selv, uden frygt, kan du tænke det om de medmennesker du møder på din vej. Om du møder en beruset, om du skulle møde en såkaldt morder, om du skulle møde en mester uden du anede det eller om du vidste det, det samme er i dem alle, i dem alle er det den samme Guddom der arbejder igennem dem.
Den Solkraft, den sol som brænder på vores himmel, er en mægtig ånd som har taget den opgave på sig, at føde et univers, løfte dens væsener, trække dens partikler sammen til en enhed. Da den kerne som vi kalder for solens kerne, vor centrale Guddom som er en del af vort liv og som er vores tanke, uden Solen intet liv, uden Solen ingen tanke, uden Solen ingen ting på det område. Så havde han til opgave, da han var nået så langt, at skabe et univers, tænde et mægtigt lys der hvor der var mørkt. I dag er det sådan, at så mange Guddomme eksisterer, bevidstgjort stjernesystemerne, og har til deres rådighed de forskellige planeter. Alle stjerner ude i rummet som er sole, de har planeter omkring sig, de har liv , de har menneskehed, de har dyreliv, de har planteliv, de har det samme som vi har. Nogle af dem er så primitive så det ikke rigtig er begyndt at blomstre frem endnu, men det er til stede i kernen som skal være den sol og ér den sol vi kalder for stjernen. Det ér der, er der noget at tvivle om.
Når vi ser ud i den mørke nat og vi ser stjernerne, så ser vi dem som enkelte glødende punkter. Når vi får en kikkert for øjet, og kan se flere og flere stjerner, som vi ikke så med vort blotte øje endnu, ja så er der mere lys hvis vi kunne fremskaffe en kikkert som kunne tage alle de stjerner som lyser, og som ikke er synbare for vore øjne, så ville der slet ikke eksistere noget som hedder mørket, mørket er kun lysets modsætning. Du og din skygge, du er lyset , du kaster en skygge, men det er dig der er det. Fra nu af, fra dette øjeblik når du søger at bevidstgøre dig, eftersom du er gået ind i det arbejde, hvor du er trådt ind i det vi kalder for årsrytmens væsen og skole.Så ser vi hvordan at det er gået op for mennesker, og videreført til os fra vores ældre brødre, at vi igennem julefesten fyldtes til at nyt liv. Hver julenat fødes vi til nyt liv, et lille barn bliver ligesom mystisk født inden i os, vokser sig stor, mægtig, det er dig det er mig, husk det nu, for du kan ikke glemme det og du vil aldrig glemme det mere. Der kan komme perioder hvor vi bliver triste til mode, vi har tilsyneladende megen modgang, men selv da har vi evne til at sprede det mørke, som prøver på at forstyrre vores lys flamme. Da kan jeg kun sige: " Du kan det, du skal det, du vil det" det er derfor du er søgt ned til inkarnation, det er derfor vi sidder her. Vi fejrer denne fest, lysets fest som ingensinde før, for dette år er det stærkere end nogensinde har været det i sin glans. Og det bliver stærkere og stærkere år for år, liv for liv, så stærkt så at det en skønne gang smelter sammen med den rene Guddommelige skaberånd.
Er jeg skaber, er du skaber, hvordan bærer vi os ad når vi skal hjælpe vores medmenneske.? Vi ved at vi kan gøre det, men hvordan skal vi bære os ad. Jeg skal fortælle jer det og jeg gør det, og jeg gør det uden risiko, men hold det skjult for jer selv. Hvis et menneske beder mig om hjælp og det er svært at hjælpe på de almindelige områder, så befaler jeg, jeg befaler i Kristi navn," I Kristi navn lad det ske"du forvandler det. Hvordan kan jeg gøre det, det kan jeg fordi jeg søger at holde min flamme brændende, mit lys rent. Jeg har langt igen, men lyset fra den evige Sol har haft sit gennembrud i mig, i ham brød lyset frem, som det brød frem i dig, som det er brudt frem i os. Det som jeg siger her og nu, er sandsynligt at vi tid efter anden mer eller mindre kommer på afstand af , vi glemmer ord men det er ikke afgørende, det afgørende er at vi får fornemmelsen af, at vi virkelig kan, kan bevidstgøre den kraft som vi skyder hen og siger ubevidst " ahr det er ikke noget jeg kan gøre, jeg kan ikke" Jo du kan, hvorfor? fordi du lever, du kan, fordi du er. Jamen jeg er ikke hele Gud siger du. Nej det tror du ikke du er, men hvordan vil du skille dit liv fra samhørigheden og gøre dig til en selvstændig ener som ikke er et med alt levende skabt, det kan du ikke. En lille del af Gud er også hele Gud. Sig det og sig det i dit indre, naturligvis skal vi ikke gå rundt i hverdagslivet og sige jeg er Gud, jeg er Gud, det er ganske unødvendigt, men det som festen her og i dag bringer bud om, ligesom Julefesten, Påskefesten har bragt bud om Hans opstandelse, så er vi blandt de opstandne.
Sygdom, javel den kommer, ja man kunne sige hvordan kan det være, at sygdommen kommer til et menneske der har nået de højder inden for udviklingen. Nu siger jeg de højder, det er umuligt at forklare egentlig hvad vi mener, vi må bare sige de højder, vi mener det ikke sådan, det er noget der er, jeg er og jeg eksisterer, jeg har bevidstgjort dette, jeg ved det og tror det ikke. Da oplever vi de virkelig store vibrationer og skønne oplevelser i vort eget indre, som vi deler med alle levende skabninger. Hvad er det for skønne oplevelser? Ja det er blomsterpragt, det er den blå himmel, det er alle de ting. Jamen krigen, ulykken, også den oplever vi, men det er på de kræfter at væsnerne udvikler sig, det være sig det ene væsen som det andet.
Du er født nøjagtig der hvor du skulle fødes for at kunne nå at opleve netop det, som kommer dig ved, det som skal bringe dig frem til Mester, og som jeg sagde før og jeg gentager det, du kan ikke undgå at nå det. Hvordan, ved at føle en virkelig dybtgående ærbødighed og taknemlighed for alt hvad der bliver dig til del i det små som i det store, i sorg , i smerte som i glæde, som i jublende udbrud over skabelsens under. Midsommerfesten.
Og jeg talte om den orden der skabtes for år tilbage som var Kong Arthurs berømte orden. Jeg har selv været medlem, direkte medlem i denne orden. Jeg havde, jeg, ikke ham der sidder her, men Jeg, Dig, når du er sammen med mig, det lyder mærkeligt altsammen. Jeg kan kun sige dig, jeg beklædte en af de fire ridderes plads som ridderen, kærlighedens ridder i øst, det er også dig. Den kærlighedskraft som begynder at gro, som planten gror op af jorden ganske langsomt og folder sig ud her ved midsommertid. Trækker sin mægtige kraft ned igennem stænglen. Solenergiens kraft som altid er til rådighed for os, såvel ved mørke tider som ved lyse tider, den er der.
Vi har jo en dejlig kammerat som nu er afgået ved døden, en skuespiller som sang 'Oven over skyerne er himlen altid blå', Jamen det ér den og der skinner solen over moder jord. Jamen det er mig det er dig der er moder jord, det er mig, det er dig, som er solen du ser deroppe. Den sol som skinner så vidunderligt for os, giver os liv, er en bleg sol ved siden af den sol som du giver udtryk for i dit inderste væsen som engang kommer helt til syne når de forskellige slør er trukket til side, simpelthen. Sig aldrig nogensinde "det kan jeg ikke" du kan fordi du ER. Du oplever at du har i dig en åben bog, al videnskab er indtegnet i den bog, al kunnen al skabelsesbevidsthed er indtegnet i den bog, men hvad mere er, dit eget navn er indtegnet i livets bog, netop der tæller du blandt dem som skal føre vor jord frem til en strålende planet hvor lyset stråler omkap med Solen. Det er din, det er min, det er vores opgave. Hvor længe er der til, det er ikke et spørgsmål om tid, vi fatter slet ikke tidsbegrebet her, nej du er det nu. Jamen det kan jeg ikke mærke, nej det bliver afbalanceret af de Store i Ånden, sådan så den lyskraft som tiltrækker dig ikke gør nogen som helst skade på din organisme, men afbalancerer den efter dit tarv.Derfor når bålet har brændt slaggerne helt ud og er udglødet, så ved du udmærket godt, at så er der et noget tilbage, slaggerne tilhører jorden, men ilden, flammerne som du så, de lever stadig, de har deres liv, vi er selv en sådan flamme.
Jeg ved et lys der brænder, det er det lys der brænder i dit hjerte i din bevidsthed, i dit hele væsen. Hvor er jeg lykkelig for at vide dette, hvor er jeg lykkelig for at få lov til at sige det, fór i kan vide at det endnu kun er meget få sjæle, der får lov til at vide dette. De kan godt få det at vide, men de glemmer det igen, de kan slet ikke rumme det, rumme det, nej det kan de ikke så længe de begrænser deres liv, deres væren, at være det som de dagligt begrænser det til, i deres sjalusi i al det som skal brændes bort af disse flammer, af denne ild, det er smertefuldt, men det skal brænde væk. Så lad os samles i tanken om den skønhedsåbenbaring, som i og for sig er dalet ned i form af bevidsthedsevne. Bevidsthedskult, livet i vort hjerte, flammen i hvert atom, lyset i hvert atom, som er trukket sammen på ny til en fysisk inkarnation ti,l at blive det vi kalder for dig. Hvert eneste atom, i hvert eneste atom bor Guddommen, den allestedsnærværende og det kan forstås nu og her, grib chancen om ikke det forstås helt, blot det anes, de mange som nu fejrer festen, fejrer den på forskellig vis.
Vi så her i formiddag en vogn køre med unge studenter, hvor var de dog glade for den hvide hat de havde på og det skal de også være for det er jo netop nu studenten også springer ud. Vi skyndte os ud og vinkede til dem og de fik øje på os, og hvor de dog vinkede med deres huer og med hænderne, ja det var en glæde, en dag de havde set frem til hvor de glemmer alt det andet. Du har ingen studenterhat på, du har en lysende glorie om dit hoved, den dag har du set frem til, ved du at du har nået den, tillykke min elskede. Gør det. Når bonden han kaster sine agner på marken, synger dertil eller bare tænker lyse tanker, så bliver det korn der vokser op af en finere karat end det der bare tromles ned med en maskine uden nogen som helst tankeforbindelse. Vi lever af den, men vi er ikke kommet ret meget længere, godt at fuglene de sultne, de flyver og optager fra fugerne hvad der er tilbage.
Du taler om rum du tænker rum, ja ved du at rummene er dit, ved du at du er sendt ud i det rum hvor du end befinder dig, ved du at du langsomt skal vænne dig til at kende din pligt. Det er din pligt, det er vores pligt tid efter anden at minde mennesket om deres pligt, tag imod det, men gør det stille, thi det rum vi lever i det skal du fylde med din kærlighed, det skal du fylde med dit lys. Kan du det? Ja, for dit lys er så mange mange mange gange stærkere end de største soles. Ufatteligt, jamen hvem har sagt at vi skulle forstå det. Dette her kan ikke forstås med almen bevidsthed, det kan ikke forstås med intellekt, men det kan forstås når intellektet er lagt ned i hjertet. Hjertet er et organ der ikke er færdigudviklet endnu, men som en skønne dag skal være det center hvorfra vores tankeverden udgår. Derfor kan vi allesammen midt i krigens larm, i sygdom og elendighed se frem til en verden som er skønnere end nogen, ja vi selv kan fatte. Den kærlighedskraft som vi taler om, det er en kraft over al forstand, du har den, som den spire under jorden som skal blive til en blomst, ejer den færdige blomst i sig. Den spirer til et træ så længe den ikke er kommet frem over jordens bund, den ved hvor langt den kan vokse sig.
Nu ved du at alt er såre godt, nu ved du at alt hvad vi oplever er øvelser af vejen til at give dig den store lykke, den store fred over al forstand. Hvordan? ved selv at give, ved selv at heale. Derfor er jeg sikker på, at du tid efter anden erindrer dig, hvor du måske syntes at du havde glemt det, at stråle noget af denne kraft ud. Hjælpe mennesker som er i nød, styred af fornuften, styred af forstanden. Når de kræfter samarbejder så forstår du hvad jeg mener når jeg siger, at det er de samme atomer som samles i dit bryst, i hele din krop, i alt ja også de astrale atomer som er meget meget finere end de fysiske atomer og de Guddommelige vibrationer som er endnu finere, og som vibrerer hvert atom du ejer. Vi ved at Mesteren Jesus han vidste dette, og derfor er det, og det er forklaringen på hvorfor vi er syge enten i det ene eller det andet organ. Fordi vi igennem tiden ikke har passet på disse organer der var så hellige, at de skulle i virkeligheden være med til i samarbejde at fuldbyrde et menneske som kan udrette Hans vilje. Jamen hvad er Hans vilje, forklar os det helt og fuldt, det er ganske enkelt. Hans vilje er kærlighed, kærlighed over al forstand, den jordiske kærlighed, ja helt ned til skøgerne. Hans kampånd helt ind i krigen, den skal være, de der skal omkomme oplever " hvo som dræber med sværdet skal selv falde for sværdet ". Du er fra nu af din egen lykkes smed, og når du tør erkende det, og sige tak for de forskellige ting som overgår dig af tilsyneladende ubehag og også af glæde. Der er nogle der smiler og som ikke har medfølelse med dig, det er Mesterhirakiet, thi de står bag alle vores ulykker, de står bag katastroferne, de står bag krigene, fordi de ved og kender fysikken, kemien og matematikken, den treenighed i alle ting.
Sådan er det, og sådan bliver det. JEG ER, hvordan kan det udformes, hvordan kan det udkrystalliseres. Ikke ved ord selv om ordet er den skabende kraft, thi alt hvad du siger, hver eneste ting, det bliver din skæbne frem i tiden og det er dig, og du er nødt til at sige det, når du siger det. Men du er også nødt til at tage det med de forbundne følger, og disse følger har til opgave at styrke dig, harmonisere dig, give dig det du endnu mangler for, at nå hvad du skal nå og er sat til at nå. Din opgave, hvad er din opgave? hvad er det du skal nå? Du skal nå til, og er allerede trådt ind til, at blive et virksomt værktøj i hans skabende hænder, som smeden der hamrer sine rytmiske slag på armbolten og gnisterne springer frem. Gnisterne, dine tanker som forlader det rå jern, og er synbare så længe de springer fra, men hvad er følgen af det der bliver tilbage, et værktøj der kan bruges. Det er de tanker der besjæler mig her og nu og i dag, det lyder måske mærkeligt, meget af det jeg siger. Men der kommer en dag hvor vi vokser, og vågner fra en trist gråvejrsdag i vores tankeverden i hele vort væsen, hvor vi allesammen er utilfredse, bedrøvede kede og vrede og hvad vi nu er, som følger vores rå organisme som skal forfines igennem vores tankeverden, selv vores blod forfines igennem vores tankeverden. Det er tankeverdenen du skal være opmærksom på, og det er tankeverdenen, der er årsag til hvad vi siger.
Jeg havde en god kammeret og har det stadigvæk, han har ganske vist taget afsked fra mig, pludseligt og uden nogen forklaring fordi han er gået over til noget andet der var bedre. Lykkelige han, det skal jeg love dig for, men han havde tilbøjelighed til at sige " jamen det røg mig sådan ud af munden". Der må ikke være noget der ryger os ud af munden. Tænk før du taler, tænk før du handler og gør det altsammen med et smil, så mennesker kan se at lyset som er lykke i dig er tændt, og altid vil være tændt. Det er din opgave at gå rundt på jorden, den sorte, den mørke, med et smil på læben selv om det gør ondt. Må jeg have lov til at sige rigtig Glædelig Fest i dig . Må jeg have lov til at sige Tak for i aften.